Danske Bank i dialog med Vipps

Danske Bank har besluttet at lukke MobilePay i Norge og er samtidig i dialog med Vipps (den norske mobilbetalingsløsning) om at indgå en norsk distributionsaftale. Intentionen er at indgå en distributionsaftale hurtigst muligt til fordel for de norske privat- og erhvervskunder.

Det norske betalingsmarked har været i kraftig vækst siden lanceringen af Vipps og MobilePay i sommeren 2015. Nu starter et nyt kapitel.

”Vi har lært rigtig meget i de seneste to år og vores tilstedeværelse på det norske marked har været stærkt medvirkende til udviklingen på det norske mobilbetalingsmarked. Vi er meget stolte af, at vi som udfordrer med et stærkt fokus på produktudvikling – har bidraget til, at forbrugerne har fået stadig mere brugervenlige løsninger,” siger Jesper Nielsen, direktionsmedlem i Danske Bank og bestyrelsesformand for MobilePay.

I dialog med Vipps
I forlængelse af beslutningen om at lukke MobilePay i Norge, har Danske Bank været i dialog med Vipps om en norsk distributionsaftale. Intentionen er at få lavet en aftale hurtigst muligt.

”Vipps deler vores stærke fokus på at levere løsninger med stor udbredelse og høj brugervenlighed; løsninger som er i konstant udvikling. Vores ambition er, at den igangværende dialog med Vipps ender ud i, at vi kan tilbyde vores kunder denne løsning i Norge. Vores bidrag her vil være vores mangeårige erfaring på det nordiske marked. Kombinationen af dette vil være til fordel for bankens kunder, som fortjener, at vi til enhver tid sikrer, at de har de bedste løsninger,” siger Jesper Nielsen.

Vil sikre en god proces
Samtidig med, at dialogen med Vipps pågår, vil Danske Bank sætte fokus på den videre proces for MobilePay’s brugere og kunder i Norge.

Vi har etableret et ambitiøst MobilePay i Norge med stærke løsninger og dygtige medarbejdere. Det vigtigste for os er nu at sikre en så god proces som mulig for vores brugere og erhvervskunder. Dette arbejde vil foregå den næste tid, og vi vil tage os den tid, det tager.

- Jesper Nielsen, direktionsmedlem i Danske Bank og bestyrelsesformand for MobilePay

MobilePay i Danmark og Finland fortsætter uændret og upåvirket af beslutningen i Norge.

For yderligere information
Kenni Leth, pressechef, Danske Bank, 51 71 43 68