Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Trump fortsætter ufortrødent – trods Demokraternes sejr ved Midtvejsvalget

Det amerikanske midtvejsvalg 6. november endte som forventet: Demokraterne fik flertal i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne holdt fast i flertallet af Senatet.

Selv om valget altså på papiret har styrket Demokraterne, så er forventningen, at den republikanske præsident, Donald Trump, kan og vil fortsætte uændret på det udenrigspolitiske område.
”En splittet kongres betyder, at det er sværere at drive politik, da de to partier i efterhånden mange år ikke har kunnet samarbejde om indenrigspolitikken. I stedet kan Trump fortsætte sit fokus på handels- og udenrigspolitik, hvor han har nemmere ved at agere uden indblanding fra Kongressen,” vurderer Mikael Milhøj, seniorøkonom med fokus på amerikansk økonomi.

Især handelskrigen imod Kina har trukket overskrifter og været Trumps synlige aftryk på handelspolitikken. Mikael Milhøj ser en risiko for, at Trump fortsætter krigen frem imod næste præsidentvalg.

2cb1c8a4-00090258-bd5d9114

Handelskrigen risikerer - især hvis den eskalerer yderligere - at medføre en vækstnedgang også i USA. Man kan frygte en økonomisk nedgang, når finanspolitikken ikke længere virker stimulerende på økonomien, og den amerikanske centralbank har strammet pengepolitikken endnu mere.

”USA har et problem med holdbarheden på de offentlige finanser på længere sigt. Og det problem er ikke er blevet mindre af, at Trump har øget de offentlige underskud ved at sætte skatten ned og de offentlige udgifter op på samme tid. Det kan potentielt blive en dårlig cocktail for USA’s økonomi en gang i 2020-21,” siger Mikael Milhøj.

Han understreger, at selv om finansmarkederne er begyndt at vise svaghedstegn, er det ikke det samme som, at det økonomiske opsving i USA nødvendigvis er forbi for denne gang. Markederne kan godt svinge, mens realøkonomien viser sig robust.

”Vi forventer, at amerikansk økonomi vil fortsætte med at vokse i et pænt tempo. Optimismen blandt både forbrugere og virksomheder er stadig ekstrem høj, hvilket typisk betyder pæn forbrugs- og investeringsaktivitet. Dermed er der også udsigt til, at opsvinget bliver det længste i amerikansk historie.”

Fakta om Midtvejsvalget

Amerikanerne har valg til Kongressen hvert andet år. I år blev det afholdt 6. november. De år, hvor Kongresvalget ikke falder sammen med præsidentvalget, kaldes det for ’midtvejsvalget’, fordi det kommer midtvejs i en præsidents valgperiode.

Valget er til det amerikanske parlament, Kongressen, som består af to kamre: Senatet og Repræsentanternes Hus. De to kamre udgør tilsammen USA’s lovgivende forsamling.

Tilmeld dig nyhedsbreve fra danskebank.com

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig nu