Digital velkomst: Nye erhvervskunder aktive på 36 timer

Som første danske bank har Danske Bank oprettet et digitalt bliv-erhvervskunde-flow. Nu kan enkeltmandsvirksomheder oprettes som kunder på mellem 36 og 48 timer og hurtigt komme i gang med at bruge bankens løsninger. Før kunne det tage op til flere uger. 

Når virksomheder oprettes som kunder i en bank, skal de igennem en række spørgsmål. Det skaber grundlag for det fælles samarbejde og for, at banken kan leve op til en række lovkrav. Danske Bank vil gerne hjælpe nye kunder hurtigst muligt gennem det indledende forløb, så det opleves positivt, let og gnidningsfrit at blive ny kunde i banken, samtidig med at kravene i hvidvasklovgivningen overholdes.

Som første danske bank har Danske Bank derfor lanceret et digitalt bliv-erhvervskunde-flow på sin hjemmeside, hvor enkeltmandsvirksomheder med mindre komplekse behov kan blive oprettet som kunder i banken på 36-48 timer. Selve oprettelsen via hjemmesiden sparer kunden tid og kan nu klares på få minutter.

”Vi har en plan om at gøre det markant lettere at være og blive erhvervskunde. Ambitionen er, at du som ny kunde føler dig velkommen og hurtigt kan gå i gang med at bruge vores løsninger,” siger Lars Mørch, chef for Business Banking i Danske Bank.

Flere virksomheder får gavn af løsningen gennem 2016
Danske Bank opretter omkring 18.000 nye erhvervskunder i Danmark om året, hvoraf cirka halvdelen er enkeltmandsvirksomheder med mindre komplekse behov, som det nuværende digitale flow er skræddersyet til.

”Men i løbet af året vil vi udvide løsningen, så stadig flere typer af virksomheder kan benytte det digitale flow, når de ønsker at blive kunde i banken. I 2016 vil vi også sørge for, at nye kunder på vores øvrige nordiske markeder får gavn af løsningen og kan komme hurtigt i gang i banken,” siger Lars Mørch.

Erhvervskunder kan nu også underskrive digitalt
Som endnu et led i at sikre, at virksomhederne kan komme hurtigere i gang med at bruge bankens løsninger, har Danske Bank også gjort det muligt for sine danske erhvervskunder at bruge digital underskrift, når de bestiller en række bankprodukter.

”Vi har etableret en smart løsning til at underskrive dokumenter og aftaler digitalt. Allerede i efteråret blev det muligt for vores norske kunder. I løbet af året vil digital underskrift komme til at omfatte stadig flere dokumenter. Med digital onboarding og signering samt vores strømlinede kundepakker har vi fjernet noget bøvl for vores erhvervskunder og gjort det lettere og hurtigere at ordne daglige bankforretninger,” siger Lars Mørch. 

I en ny undersøgelse fra Epinion foretaget på vegne af Danske Bank siger 70% af de adspurgte virksomheder, at digital signering i høj eller nogen grad vil lette deres daglige bankforretninger.