Danske Bank indgår partnerskab med SingularityU Denmark

Danske og nordiske virksomheder får nemmere adgang til inspiration og viden om den nyeste teknologiske udvikling, når den Silicon Valley baserede videns- og tænketank Singularity University med Danske Bank som partner, kommer til København.

Videns- og tænketanken Singularity University etablerer et 5000m2 innovations- og uddannelsesmiljø i Danmark under navnet SingularityU Denmark. Målet er at gøre Singularity Universitys viden om eksponentielle teknologier mere tilgængelig for danske og nordiske virksomheder.

Siden Singularity University blev etableret i Silicon Valley i 2008, har institutionen uddannet og inspireret tusindvis af ledere og entreprenører om teknologiens accelererende udvikling og konsekvenserne for både samfund og virksomheder.

Danske Bank har indgået aftale med SingularityU Denmark

”Det er i tråd med vores ambitioner om at være helt i front inden for teknologi og digitale løsninger, der skaber værdi for vores kunder. Med partnerskabet får vi adgang til viden og inspiration, som er essentiel i vores arbejde med at bruge teknologien til at skabe nye services og løsninger til vores kunder."

- Henriette Fenger Ellekrog, HR direktør i Danske Bank

Henriette Fenger Ellekrog mener, at det bliver en gevinst for virksomheder i hele regionen, at der bliver nemmere adgang til SingularityU Denmarks særlige kompetencer inden for teknologisk udvikling.

Uddannelses- og innovationsprogrammer for startups og etablerede virksomheder

Singularity Universitys globale CEO Rob Nail har netop besøgt Danmark, og han peger på, at danske organisationer med de rigtige værktøjer har store muligheder for at udnytte de teknologiske muligheder til at skabe værdi.

”Danmark er allerede anerkendt som en global leder indenfor mange områder som grøn teknologi, bioteknologi, pharma, telekom, IT og design bare for at nævne nogle få. Vores formål med samarbejdet at bygge på disse successer og skabe endnu flere fremadrettet,” siger Rob Nail.

Fakta om Singularity University

Videns- og tænketanken Singularity University blev etableret i 2008 i Silicon Valley. Institutionen regnes blandt verdens førende inden for hastigt udviklende teknologier. Singularity beskæftiger sig med kunstig intelligens (AI) og robotter, bioteknologi, energi- og miljøsystemer, medicin og neurovidenskab, nanoteknologi og digital produktion samt netværk og IT-systemer.

SingularityU Denmark kommer til at drive en lang række uddannelses- og innovationsprogrammer, der kombinerer det nyeste inden for eksponentielle teknologier med fremtidens virksomhedsdrift.

”SingularityU Denmark bliver et miljø, hvor vi får en unik mulighed for at kombinere det bedste fra Silicon Valley med de styrker, vi har i Norden” siger Laila Pawlak, der som CEO står i spidsen for SingularityU Denmark.

Hun fortæller, at SingularityU Denmark kommer til at huse både startups, vækstvirksomheder og etablerede virksomheders udviklingsafdelinger, ligesom organisationen selv vil gennemføre omfattende uddannelsesaktiviteter på stedet. Det nye miljø kommer til at indeholde bl.a. en café, møde- og konferencefaciliteter og et maker space, som er et moderne værksted udstyret med de nyeste maskiner og 3D printere, så det bliver nemt at lave prototyper.

0F19EE927DD50674

Fremtidens arbejdspladser
Erhvervsminister, Brian Mikkelsen, glæder sig over Singularity Universitys nye initiativ velkommen.

”Danmark skal være helt fremme i den digitale omstilling, og udnytte digitaliseringen til at skabe vækst og forbedre vores samfund til glæde for alle danskere. Det kræver blandt andet, at medarbejdere, leder og iværksættere hele tiden er opdateret om den nye teknologis muligheder. At Singularity University vælger at placere deres internationale hub i Danmark, er en anerkendelse af de potentialer, vi har her i Danmark og giver flere danske virksomheder mulighed for at komme på forkant med den digitale udvikling, siger Brian Mikkelsen.

Copenhagen Science City tror på vækst og synergi
SingularityU Denmark får base i Copenhagen Science City. Thomas Bjørnholm, der er formand for Copenhagen Science City og prorektor på Københavns Universitet siger:

”Vi byder SingularityU Denmark velkommen til Copenhagen Science City og glæder os over, at de vil være med til at udvikle mulighederne i vidensbyen, som i forvejen byder på forskning, virksomheder og uddannelse i verdensklasse.

Aktiviteter for unge, studerende og iværksættere
SingularityU Denmark er registreret som Benefit Corporation. Det indebærer, at organisationen forpligter sig til at gøre en positiv forskel udover sine kommercielle aktiviteter. Organisationen kommer bl.a. til at lave en række tiltag og aktiviteter for unge, studerende og iværksættere.