Hus Forbi udvider samarbejdet med MobilePay og Danske Bank

Op til 500 Hus Forbi-sælgere får nu adgang til at modtage betaling for deres avis via MobilePay og udbetalt salget på et Danske Bank kontantkort.

Hidtil har ordningen været et forsøg med 35 sælgere, men nu bliver det altså muligt for op til 500 sælgere at modtage betalingen via mobiltelefonen. 

”For os er det vigtigt at sikre, at Hus Forbi-sælgerne forsat kan sælge avisen selv om rigtig mange købere ikke længere har kontanter i lommen. Det giver dem en livsnødvendig indtægt, der gør deres liv på gaden mere tåleligt. Forsøget med de første 35 sælgere har allerede vist, at de kan sælge flere aviser, når de også modtager MobilePay," fortæller Rasmus Wexøe, sekretariatsleder hos Hus Forbi. 

Han understreger, at den nye aftale med op til 500 sælgere, der har muligheden for at tage imod MobilePay, dækker behovet hos Hus Forbi. 

Sælgerne modtager betaling med MobilePay. Samtidig får de overført deres salg til et Danske Bank kontantkort, der fungerer lige som kontanter. Det betyder, at der ikke er tilknyttet en personlig konto til kortet, men at sælgerne stadig vil kunne hæve pengene i automater eller betale med kortet på steder, der modtager MasterCard.

”At vores sælgere kan modtage betaling via MobilePay og få pengene via kontantkortet fra Danske Bank fungerer virkeligt godt. Vores sælgere har i reglen ikke de ting, som andre tager for givet, som NemID, gyldig legitimation eller en adresse. Derfor er det svært for dem at få bankkonto og et almindeligt hævekort," siger Rasmus Wexøe.  

"Hjemløse og socialt udsatte er nogle af de grupper, som bliver ramt, når digitaliseringen hele tiden øges. Det her samarbejde med MobilePay og Danske Bank løser en del af de problemer for vores sælgere"

- Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, Hus Forbi 

Fakta om Hus Forbi

  • Foreningen Hus Forbi udvikler, etablerer og støtter aktiviteter, hvor hjemløse og andre socialt udsatte gennem egen virksomhed har mulighed for at forbedre deres livssituation.
  • Hus Forbi har 2600 registrerede sælgere i Danmark inkl. Bornholm og Grønland
  • Hus Forbi har et månedligt oplag på ca. 90.000 aviser. Det er uvist hvor stor en del, der faktisk bliver solgt, men Gallup oplyser, at Hus Forbi har lige over 500.000 læsere.

Fakta om samarbejdet med MobilePay og Danske Bank

  • Hus Forbi har brug for en løsning, hvor købere af bladet kan betale med MobilePay, og hvor Hus Forbi efterfølgende kan udbetale salget til deres sælgere, uanset hvor i landet, de er.
  • Hidtil har 35 sælgere testet løsningen. Nu får op til 500 sælgere på tværs af landet mulighed for at bruge MobilePay som betalingskanal, hvorefter deres salg overføres til et Danske Bank kontantkort.
  • Samarbejdet evalueres ved udgangen af 2017.
Kontakt til mere information
Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, Hus Forbi (+45 52409049) 
Joachim Steenstrup, pressemedarbejder, Danske Bank (+45 51624815)