Nordiske banker går sammen i kampen mod cyberkriminalitet

De Nordiske banker øger samarbejdet for at bekæmpe cyberkriminalitet, der er et stigende problem i Norden og resten af verden.

Banker og deres kunder er sårbare over for tyveri, hacking, svindel og andre former for cyberkriminalitet. Derfor er der taget initiativ til at udvide det eksisterende samarbejde i den norske brancheorganisation FinansCERT til et nordisk samarbejde kaldet Nordic Financial CERT. Danske Bank, Nordea, DNB, Sparebank 1 og Eika-koncernen er blandt de nordiske banker, der vil udveksle relevante data med henblik på at bekæmpe cyberkriminalitet. Cyberkriminalitet er de seneste år blevet mere sofistikeret, omfattende og organiseret.

Formålet med Nordic Financial CERT er at beskytte nordiske finansielle institutioner mod cyberangreb rettet mod kundernes aktiver og samtidig at etablere et sikkerhedsnet under både de store og de mindre finansielle institutioner. Ambitionen er at skabe en nordisk finansiel sektor, der proaktivt, hurtigt og resolut kan identificere og forsvare sig imod cyberangreb.

”Nordic Financial CERT er et stort skridt hen mod at gøre it-sikkerheden i den nordiske finansielle sektor endnu bedre. Når vi udveksler data, kan vi koordinere vores indsats.  Det er helt centralt for os, at vi kan beskytte os selv og vores kunder.”

- Jim Ditmore, Chief Operation Officer i Danske Bank

Samarbejdet mellem bankerne startede for fire år siden i Norge. FinansCERT er siden blevet en stor succes, og nu udvides samarbejdet altså til at dække hele Norden i regi af Nordic Financial CERT.

”Vi ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde, som FinansCert har stået i spidsen for, nu bare i en nordisk kontekst”, udtaler Idar Kreutzer, der er adm. direktør for Finans Norge – den norske finanssektors brancheorganisation.

Som led i samarbejdet vil bankerne samle den seneste viden om bekæmpelse af cyberkriminalitet inden for den nordiske finansielle sektor, og der vil opstå en række synergier, som vil være med til at forbedre sikkerheden for både kunder og banker.

”Vores kunder er vores eksistensgrundlag, og vi ser det som en del af vores samfundsansvar at øge samarbejdet med de øvrige nordiske finansielle institutioner, så vi mere effektivt kan skabe sikre og beskyttede systemer”, fortæller Torsten Hagen Jørgensen, Chief Operation Officer i Nordea.

Da FinansCERT allerede er et etableret samarbejde, vil det udvidede nordiske samarbejde betyde, at der kommer flere banker med – faktisk inviterer Nordic Financial CERT alle virksomheder i den finansielle sektor til at deltage. Desuden vil man arbejde på proaktive tiltag på tværs af branchen og i Norden.

Samarbejdet skal udvides endnu mere i de kommende år – ikke kun målt på antal deltagende virksomheder men også på omfanget af samarbejdet. Dagsordenen er at beskytte de nordiske kunder og økonomier.