Norske Gjensidige Bank i partnerskab med MobilePay

Gjensidige Bank i Norge har indgået partnerskab med MobilePay. Dermed spidser kampen om det norske mobilbetalingsmarked til.

Tidligere er Nordea Norge gået med ind som partner i MobilePay i Norge. Den norske MobilePay-ledelse har stor tro på, at antallet af norske partnerbanker vil fortsætte med at vokse.

I Danmark er MobilePay allerede blevet den mobilbetalingsløsning, som næsten alle danske banker har valgt at deltage i. Også i Finland har MobilePay en stående invitation til andre finske banker om at gå med.

MobilePays nordiske ambition er at være den mest innovative, effektive og brugervenlige mobile betalingsplatform for brugere og virksomheder.

"Aftalen med Gjensidige sikrer, at vi tager et nyt stort skridt hen mod at skabe en mobilbetalingsløsning på tværs af de norske banker til gavn for kunder og brugere."

- Knut Anders Wangen, chef for MobilePay i Norge

Gjensidige Bank fremhæver i en pressemeddelelse selv, at MobilePay-samarbejdet vil sikre kunderne adgang til markedets bedste løsning for mobilbetaling.

"Mobilbetaling er i færd med at blive en lige så naturlig betalingsløsning som kort. Vi er meget glade for at kunne tilbyde vores kunder en førsteklasses løsning også på dette område," siger Hans Harén, administrerende direktør i Gjensidige Bank.

Fakta om MobilePay

  • MobilePay blev etableret i Danmark i 2013 og har i dag 3,5 millioner brugere og tæt ved 40.000 butikker, webshops og apps, som tilbyder betaling med MobilePay i Norden.
  • MobilePay blev lanceret i Danmark i 2013, Finland i 2014 og i Norge i 2015
  • MobilePay er i Norge blevet downloadet 350.000 gange siden 2015  
  • MobilePay kan bruges i over 1.200 fysiske butikker i Norge og i et voksende antal norske netbutikker samt i disse apps: RuterBillett og NSB.  
  • MobilePay i Norge omfatter i dag betaling mellem privatpersoner, betaling i butik, hvor MobilePay er integreret i kassesystemet, samt en online-løsning og en appswitch-løsning.


Læs mere på MobilePay.dk