Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Frisk blod fra start ups skal puste nyt liv i kundeløsninger

I Danske Bank er vi gået sammen med Nykredit, Accelerace og Copenhagen Fintech om at lave en ny ambitiøs accelerator dedikeret til fintechs. Initiativet skal tiltrække udenlandsk talent til Danmark. Målet med vores deltagelse er at støtte udviklingen og trække på de bedste fintech-løsninger til fordel for kunderne.

Danmark bliver meget snart hjem for en unik nordisk fintech-accelerator designet specifikt til at tiltrække globalt talent til det nordisk fintech-økosystem: Copenhagen Fintech Accelerator.

Copenhagen Fintech er gået sammen med Accelerace om at skabe et inkluderende inkubations- og accelerationsmiljø, som skal understøtte det internationale fokus. Herudover er vi og Nykredit gået med i partnerskabet, som er støttet med 11,5 millioner kroner over de næste 2,5 år af Industriens Fond. 



Brug for indspark fra agile partnere 

Som bank har vi brug for agile partnere, der kommer med nye indspark, for hurtigt at kunne udvikle løsninger af høj kvalitet. Samtidig ønske vi at give værdi tilbage til miljøet: 

”Vi vil gerne være med til at udvikle Danmark og Norden som helhed, til et område der går forrest med nye innovative fintech-virksomheder. Jo bedre økosystemet er, jo bedre bliver bankerne også. Vi ser dette initiativ som en mulighed for at støtte udviklingen og investere i den, så vi kan integrere de bedste løsninger ind i vores forretning og levere bedre services til vores kunder,” siger Jon Schäffer, Head of Strategic Partnerships i Danske Bank. 

Copenhagen Fintech – inkubationsmiljø og stort netværk   
 
Copenhagen Fintech blev sat i verden for vækste dansk fintech. Organisationen byggede inkubationsmiljøet Copenhagen Fintech Lab, men har også hele tiden haft ambitionen om at lave et ansøgningsbaseret program til både danske og udenlandske startups for at tiltrække flere udenlandske talenter og virksomheder, fortæller Simon Schou, Chief Innovation Officer i Copenhagen Fintech.

Accelerace – mentormodel og model for corporate-startup-samarbejder
Hvor Copenhagen Fintech har et inkubationsmiljø og et stort netværk, har Accelerace en mentormodel og en model for at skabe succesfulde corporate-startup-samarbejder. 

Bankerne ved, hvad det kræver at arbejde med start ups

Accelerace har erfaret, at inden for tech, er det fintech, der bevæger sig hurtigst. Der er et erkendt behov hos slutbrugerne om, at der skal ske noget nyskabelse i infrastrukturen og de services, finansinstitutionerne tilbyder. Og det er bankerne klar over og har været det i flere år. Dermed ved de mere om, hvad det kræver at arbejde med denne type selskaber end i mange andre brancher, og det stiller nogle krav til samarbejderne og Copenhagen Fintech Accelerator. Kombinationen af komplimentære tilbud gør acceleratoren helt unik. Vi kan tilbyde virksomhederne et sted at være, et netværk, et mentorkorps, et stærkt accelerationsforløb samt mulighed for preseed-investering og en mulighed for at blive partner med en af vores stærke partnere.

Anders Handlos Grauslund

Business Accelerator og Investment Manager, Accelerace



6 start ups udvælges til første batch 

Den nye accelerator er baseret på sprint-modellen og løber fra november 2018 til juni 2019, hvor seks startups bliver udvalgt til første batch. I Danske Bank er vi en del af den rådgivningsproces, de udvalgte start ups herefter indgår i, og hvis der er et fælles ønske om det, kan en eller flere start ups komme til fysisk at sidde sammen med os og udvikle.