It-kriminelle, der forsøger at give sig ud for at være Danske Bank, bliver i stor stil forhindret i deres forehavende. Efter at Danske Bank i foråret 2017 indførte et nyt og effektivt lag sikkerhed, er flere end 3 millioner e-mails blevet blokeret, viser en ny opgørelse. Der er tale om e-mails, som ser ud til at komme fra @danskebank.dk og lignende domæner såsom @danske.dk og @danske-bank.dk.
”Der er tale om et stort fremskridt, fordi både vores kunder og bankens egne medarbejdere nu modtager langt færre falske e-mails. Det betyder, at vi effektivt har reduceret risikoen for svindel med falske e-mails,” siger it-sikkerhedschef Poul Otto Schousboe fra Danske Bank.
Færre falske e-mails
Dermed er Danske Bank på linje med en lang række andre store virksomheder og myndigheder over hele verden. De gør brug af e-mail-konfigurationen DMARC (Domain-based Message Authentication).
Den går kort fortalt ud på, at der indføres et ekstra filter, som stopper falske e-mails, før de bliver leveret hos modtageren. Dette forhindrer, at medarbejdere i banken og bankens kunder modtager falske e-mails, der ser ud til at komme fra Danske Bank, og som i værste fald kan få modtageren til at dele fortrolige oplysninger eller overføre penge til den falske afsender.
Kunder slipper for falske e-mails i massevis
Siden foråret 2017 er det lykkedes Danske Bank at blokere for flere end 3 millioner falske e-mails til kunder og medarbejdere takket være simpel og effektiv teknologi.