Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Nordic Outlook: Udsigt til vækst i Danmark, men fødevarepriser og geopolitisk uro kaster skygger

Lavere renter, stigende købekraft og lempeligere finanspolitik kan give økonomisk fremgang i Danmark, men stigende fødevarepriser og politisk uro skaber fortsat usikkerhed hos forbrugerne. Sådan lyder en af konklusionerne i en ny Nordic Outlook-prognose fra Danske Banks økonomer.




Siden Danske Banks seneste Nordic Outlook-prognose fra juni, har der været to store nyheder, som har ændret en del ved synet på dansk økonomi.

Den ene er Danmarks Statistiks store revision af de seneste tre års nationalregnskab, hvor BNP-væksten for 2021-2024 er sænket markant. Den anden er Novo Nordisks nedjusterede forventninger til væksten i 2025. Tilsammen betyder det lavere danske BNP-væksttal i Danske Banks nye økonomiske prognose.

Men selvom glansen er gået lidt af dansk økonomi, giver den svagere udvikling samtidig mulighed for mere vækst.

”Med den svagere udvikling gennem de seneste år er der mere plads til vækst i den kommende tid,” fortæller Danske Banks cheføkonom Las Olsen, som tilføjer, at det hører med til historien, at dansk økonomi fortsat ser stærk ud på mange parametre.





Highlights om dansk økonomi fra Nordic Outlook 

Cheføkonom Las Olsen fortæller, hvordan det går med dansk økonomi, og hvad vi forventer i de kommende måneder.  

Hent Nordic Outlook

2d1c0e40-c73b-4973-8302-0c3ec1ad4508


Udsigt til mere vækst, men pessimismen spøger
I Danske Banks nye prognose forventes mere vækst i økonomien uden for medicinalindustrien. Det vil være trukket af større købekraft, lavere renter og lempeligere finanspolitik.

Der er fortsat privatøkonomisk medvind for danskerne, hvor lønningerne stiger hurtigere end priserne, arbejdsløsheden er lav, boligpriserne stiger, og der er udsigt til betydelige skattelettelser i 2026, hvor både topskatten sættes ned og elafgifterne ifølge regeringen stort set afskaffes.

På trods af den megen medvind er humøret blandt forbrugerne dog præget af pessimisme, og forbrugskvoten – hvor stor en del af indkomsten, der går til forbrug – er i øjeblikket på et historisk lavt niveau.

Det kan tilskrives usikkerhed om verdensøkonomien og politisk uro samt en markant bekymring over de stigende fødevarepriser, som er meget synlige for forbrugerne.

Så selvom Danske Banks prognose peger på en stigning i forbruget, regner vi stadig med, at niveauet vil forblive under det normale de kommende år.
Skifter humøret blandt forbrugerne, kan det dog resultere i et større forbrug.

”Danskernes privatøkonomi forbedres mærkbart for tiden – ikke mindst til næste år. Kommer der mere ro omkring de globale udsigter, og bliver danskerne yderligere betrygget i, at deres egen købekraft vokser, er der potentiale for, at forbruget får et yderligere løft,” forklarer Las Olsen.


Danskernes privatøkonomi forbedres mærkbart for tiden – ikke mindst til næste år. Kommer der mere ro omkring de globale udsigter, og bliver danskerne yderligere betrygget i, at deres egen købekraft vokser, er der potentiale for, at forbruget får et yderligere løft,

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



Eksporten er stadig vækstmotoren i dansk økonomi
Den massive fremgang i Novo Nordisks salg de seneste år har været den væsentligste drivkraft bag væksten i dansk eksport, og der er stadig udsigt til, at medicinalindustrien vil bidrage til markant vækst i vareeksporten.

Handelskrigen har givet nogle udsving i verdenshandlen, men dansk eksport er ikke udpræget påvirket af toldforhøjelser i USA.

”De 15 procent told på varer fra EU kombineret med en betydelig dollarsvækkelse svækker danske virksomheders konkurrencekraft i USA. Men tilbage står også, at USA’s andre handelspartnere er i samme båd, og amerikansk økonomi har ikke kapaciteten til bare at producere mere selv. Nogle virksomheder vil blive presset af de nye betingelser, men en meget stor del af den danske eksport til USA produceres i USA og er derfor ikke umiddelbart berørt,” forklarer Las Olsen.

Prognose for BNP i Norden

Land

2024

2025

2026

Danmark
3,5% 1,8% (3,2%) 2,3%  (2,5%)
Sverige 
0,8%  1,1% (1,6%) 2,0%  (2,5%)
Norge 
0,6%  1,9% (1,7%) 1,6%  (1,6%)
Finland
0,4% 0,9% (0,9%) 2,0%  (1,7%)

Tal i parentes er fra juni 2025


Brug for strategisk finansiel sparring?

Få del i Danske Banks viden og erfaring – vi står klar med viden, input og analyser, så din virksomhed får et solidt grundlag at træffe beslutninger ud fra.
Få sparring