Adfærdsregler
Vores holdning til markedsmisbrug og interessekonflikter
-
Det er af afgørende betydning at forhindre markedsmisbrug, og for at vi kan det, har vi har fastlagt interne regler og foranstaltninger.
Vi har bl.a. retningslinjer for registrering af intern viden og identifikation af insidere. Vi fører og opdaterer kontinuerligt en intern liste over medarbejdere med adgang til intern viden. Vi har ligeledes retningslinjer for videregivelse, behandling og lagring af intern viden for at sikre, at intern viden udelukkende er tilgængelig for personer, der har behov for sådan viden for at opfylde deres arbejdsrelaterede pligter.
Samtlige medarbejderes transaktioner i værdipapirer overvåges og er reguleret af retningslinjer og intern uddannelse. Koncernen har generelle retningslinjer for alle medarbejdere og mere restriktive retningslinjer for medarbejdere, der arbejder i følsomme funktioner. Kontrolaktiviteterne, som indebærer skærpet overvågning, er primært præventive.
-
Interessekonflikter kan opstå, hvor der er modstridende interesser mellem Danske Bank og/eller dens medarbejdere på den ene side og en kunde eller leverandør på den anden side.
Vi har udarbejdet en politik for håndtering af interessekonflikter for at sikre, at vi altid træffer uafhængige beslutninger. Politikken hjælper os med at identificere forhold, der fører eller kan føre til en interessekonflikt, og som kan indebære en væsentlig risiko for vores kunder.
Vi har indført regler for gaver og repræsentation – både til og fra medarbejderne – for at begrænse mulige interessekonflikter så vel som beskyldninger om bestikkelse.
I overensstemmelse med politikken har vi procedurer, systemer og kontroller til at identificere og håndtere interessekonflikter for at undgå enhver tvivl om koncernens integritet og medarbejdernes kompetencer og adfærd.
Bekæmpelse af økonomisk kriminalitet
Det har meget høj prioritet for os at styrke og forbedre vores indsats for at bevare vores forretningsmæssige integritet og løfte vores samfundsmæssige ansvar.
Whistleblowing
I Danske Bank har vi forpligtet os på at drive forretning med integritet og gøre det rigtige for vores kunder, kollegaer og samfundet. Vi opfordrer alle som har alvorlige bekymringer som de ønsker at indberette, til at bruge vores whisteblower-ordning. Her kan man indberette fortroligt og også – hvis man ønsker det – anonymt.