Hvis centralbankcheferne er global økonomis supermænd, er faldende vækst og lav inflation deres kryptonit. Sat lidt på spidsen er centralbankernes primære rolle at opretholde stabile priser og stabil vækst ved at agere på de finansielle markeder – men det kniber med at opnå den ønskede effekt.
Europa, USA og Japan er oversvømmet af lave og ofte negative renter som en direkte effekt af, at centralbankerne har gjort alt i deres magt for at stimulere økonomien; først ved at sænke styringsrenterne siden finanskrisen i 2008/09 og efterfølgende ved at sende seddelpressen på overarbejde og opkøbe stats- og virksomhedsobligationer.
Men alligevel har det siden finanskrisen været utroligt svært for centralbankerne – specielt i Europa og Japan – at få inflationen op på det ønskede mål omkring 2 pct., som vurderes at være mest gunstigt for den økonomiske vækst og stabilitet.
Billede: Lars Skovgaard Andersen, Investeringsstrateg, Danske Bank.
Sådan ser værktøjskassen ud
Traditionelt har centralbankerne haft to redskaber til at justere, styre og stabilisere økonomien, alt efter om den er overophedet eller underafkølet:
- Styringsrenten, som dikterer, hvilken rente banker som fx Danske Bank kan låne penge af i centralbanken. Jo lavere rente, jo billigere er det at låne for bankerne og dermed at sende penge videre ud til virksomheder og forbrugere.
- Reservekrav, som dikterer, hvor store likvide beholdninger banker skal ligge inde med til at kunne modstå økonomisk stormvejr. Jo lavere reservekrav, jo flere penge kan bankerne sende ud i økonomien i form af virksomhedslån, boliglån etc., hvilket understøtter væksten.
Siden finanskrisen har Den Europæiske Centralbank (ECB) og den amerikanske centralbank (Fed) imidlertid udvidet værktøjskassen og udført, hvad man kan kalde ’markedsoperationer på steroider’ i form af såkaldt kvantitative lempelser i et omfang, verden aldrig har set før.
Logikken bag kvantitative lempelser
Kvantitative lempelser indebærer, at centralbankerne køber obligationer af bankerne, som dermed får flere penge at sende ud til virksomheder, forbrugere etc. – og jo flere penge til rådighed, jo lavere renter vil bankerne kræve for at låne dem ud. Siden slutningen af 2008 har ECB og Fed tilsammen pumpet et beløb svarende til mere end 43.000 mia. kroner ud i økonomien, og det har sænket renterne til niveauer, der tidligere var utænkelige.
Den japanske centralbank har faktisk den længste historie inden for utraditionel pengepolitik. Her blev styringsrenten nul allerede i februar 1999, og centralbanken påbegyndte kvantitative lempelser i marts 2001 og har ikke blot opkøbt obligationer, men også aktier.
