Da samfundet lukkede ned i marts 2020, var det samtidig startskuddet til en af de mest markante ændringer af danskernes forbrugsvaner nogensinde. Det blev et år, hvor vi var rekordmeget hjemme, hvor vi stort set ikke rejste, og hvor de forretninger, vi normalt lægger vores penge i, var lukkede i lange perioder. Her følger fire af de største forbrugsændringer, der blev konsekvensen.
1. Vi handlede meget mere på nettet (og det bliver vi ved med)
”Lige nu under nedlukningen køber vi jo nærmest alt ud over dagligvarer på nettet,” siger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen. Hun har finkigget danskernes onlineforbrug i 2020 og hæfter sig ved et par særlige detaljer om dagligvarehandlen på nettet:
”Supermarkederne har jo været åbne i hele perioden, og danskerne foretrækker generelt stadig at købe deres dagligvarer i butikkerne, men alligevel har nethandlen af dagligvarer i perioder været mere end fordoblet. Især børnefamilierne lader til at have fået øjnene op for onlinehandel af dagligvarer til at lette hverdagen. Derudover er stigningen også en logisk konsekvens af, at vi bruger mange flere timer i hjemmet. Vi spiser stort set alle måltider hjemme, hvor vi normalt spiser frokost i kantinen og af og til går ud og spiser,” siger hun.
Hun forventer, at tendensen fortsætter, når krisen er ovre:
"Flere end før har taget online-handel til sig. Det gælder f.eks. mange ældre, og selvom vi vender tilbage til de fysiske butikker, når de åbner igen, så forventer jeg, at tendensen med mere onlinehandel bider sig fast på den anden side af corona".