Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Gaspriserne falder, men vi bør stadig reducere vores energiforbrug

Fyldte gaslagre og høje efterårstemperaturer i Europa førte mandag til, at gas til levering her og nu var gratis. Alligevel er det stadig vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at reducere vores forbrug.




Normalt er det 13-14 grader i London mod udgangen af oktober - og mellem 11 og 12 grader i Berlin. Begge steder har temperaturen flere gange i den forgange uge nået 20 grader. De højere temperaturer får gaspriserne til at falde i Europa, fordi forbrugerne venter længere med at tænde for varmen.
 
Situationen i Europa ser dermed lige nu langt lysere ud end for få måneder siden, hvor gasmangel og industrier koblet fra nettet blev anset som sandsynlige vinterscenarier i Europa. 

”Der er lidt mere ro på nu, end der var for nyligt. Forbrugerne og industrien kan ånde lettet op, for der bliver ikke problemer med forsyningen af gas til Europa denne vinter”, siger Jens Nærvig Pedersen, der er chefanalytiker i Danske Bank. 


Det bliver koldere på et tidspunkt, og gaslagrene skal samtidig fyldes frem mod næste vinter.  Derudover ved vi ikke, hvordan politikerne vil håndtere, at forbrugernes energiregninger stiger, og det kan have indflydelse på prisen.

Jens Nærvig Pedersen

Chefanalytiker, Danske Bank



Stadig grund til mådehold
Vi kan dog næppe blive ved med at glæde os over fyldte gaslagre og milde temperaturer, forklarer Jens Nærvig Pedersen:

”Vi bør ikke tilskrive den nuværende udvikling i gasprisen alt for stor betydning. Ligesom der kan komme kortvarige kraftige prisstigninger, fordi man rammer en øjeblikkelig stramhed i markedet, kan det omvendte også ske, som vi ser nu. Det er positivt lige nu, men det betyder ikke, at vi kan slappe fuldstændig af og bare forbruge løs,” siger han og fortsætter:

”For det første bliver det koldere på et tidspunkt, og gaslagrene skal samtidig fyldes frem mod næste vinter – her vil vi ikke være begunstigede af at kunne lagre russisk gas på samme måde, som vi har nået det i år. Derudover ved vi ikke, hvordan politikerne vil håndtere, at forbrugernes energiregninger stiger, og det kan have indflydelse på prisen”.

Spar, hvor der spares kan
Samtidig er det værd at huske på, at gassen fortsat er mange gange dyrere i indkøbspris end i 2020, og regningen for en familie med naturgasfyr forventes stadig at blive i hvert fald dobbelt så høj denne vinter som for to år siden. 

Derfor er chefanalytikerens råd til de danske forbrugere fortsat at være opmærksomme på deres energiforbrug – og forbrug i det hele taget – og at blive ved med at spare, hvor der spares kan.

Vejen banet for energiforbedringer?

Gas bliver desuden også brugt til at fremstille eksempelvis el, og derfor er prisudviklingen på gas ikke kun relevant for de knap 400.000 danskere med gasfyr. Desuden vurderer flere eksperter, at uafhængighed af russisk gas også vil føre til en acceleration af den grønne omstilling. I den forbindelse kan det være relevant for mange danskere at undersøge mulighederne for at energiforbedre sin bolig.

Læs mere om energiforbedringer 
Læs om lån til energiforbedringer til en attraktiv pris