Præsidentkandidaternes alder er nok de tal, der bliver diskuteret mest i den amerikanske valgkamp lige nu, men der er altså også god grund til at fokusere på noget andet, der faktisk er lige så ekstremt – nemlig tallene for de offentlige finanser.

Indtil videre tager markederne det ganske roligt, at både gæld og underskud er store, men politikerne leger med ilden, så længe de ikke gør noget ved det. Som amerikanerne selv opgør det, var der sidste år et underskud på det føderale budget, der svarede til 6,3 procent af BNP.

Et voldsomt tal i, hvad der egentlig var et godt år for amerikansk økonomi, bl.a. med en arbejdsløshed tæt på det laveste nogensinde. De officielle fremskrivninger viser, at der ikke er nogen rigtig forbedring på vej i det. Underskuddet forventes at være i samme størrelse i forhold til økonomien i gennemsnit over de kommende ti år og med udsigt til, at det bliver endnu værre derefter.

Fortsatte underskud betyder fortsat voksende gæld. I 2007 svarede gælden til 35,2 procent af et års BNP, det tal er nu 97,3 procent. Om ti år vil det være 122 procent, igen ifølge de officielle fremskrivninger og i alle tilfælde fraregnet den gæld, som staten har til centralbanken.

Situationen er åbenlyst ikke holdbar, og det virker ikke som om, der er nogen rigtig politisk appetit på at gøre noget ved det. I USA skelner man mellem diskretionære udgifter, der fastsættes under budgetforhandlingerne, og obligatoriske udgifter, der følger af folks ret til for eksempel sundhedshjælp og pension og ikke umiddelbart er til forhandling. I 2034 viser fremskrivningerne, at 61,5 procent af de føderale udgifter vil være af den type, mens 16,6 procent vil være renter og kun 21,9 procent diskretionære.

Det bliver altså svært at forbedre de offentlige finanser for alvor uden opgør med ting som pensionsalder og sundhedsdækninger, eller alternativt markante skatteforhøjelser. Det er der, så vidt jeg kan se, ikke nogen af de aldrende præsidentkandidater, der går til valg på, så man må nok også forvente, at problemet vil bestå.

Hvilken form for risiko indebærer det, hvis man er investor i amerikanske statsobligationer? Det er efter min mening meget usandsynligt, at staten ikke vil kunne betale de penge, den har lovet. I sidste ende vil den kunne lægge så meget direkte eller indirekte pres på centralbanken, at den vil se stort på sin målsætning om at holde inflationen nede og levere de dollar, der skal til.

Skulle det komme dertil, vil investorerne få deres penge, men det vil være penge, der er mindre værd end forventet. Hvis man frygter det, burde det ud fra normal markedslogik være afspejlet allerede nu i, hvad det koster for amerikanerne at låne. De ville være nødt til at lokke med højere renter.

Det ser vi bare ikke rigtig tegn på, at de faktisk er nødt til. Investorer køber stadig den linde strøm af amerikanske obligationer og gældsbeviser, tilsyneladende uden nogen ekstra risikopræmie hverken i forhold inflation eller manglende betalinger. Opsparingen i den private sektor i USA kan ikke finansiere hele det offentlige underskud, men udlændingene køber også gerne og endda i et omfang, så dollaren fortsat er stærk. Trods gæld og underskud er amerikanske obligationer bare stadig attraktive i en verden, hvor opsparingen er stor og skal placeres et sted. Jeg vil mene, at det er umuligt at forudse, hvor længe det vil være sådan.

Det er en af den slags situationer, hvor det bliver ved med at gå, så længe forventningen er, at det bliver ved med at gå. Ingen ved, hvornår tilstrækkeligt mange investorer får nok, men sker det, bliver det nemt en selvforstærkende proces. Mangel på købere gør renteniveauet højere og de offentlige finanser mere uholdbare, hvilket betyder endnu færre købere.

Kursfald på statsobligationer kan give problemer i banker og andre steder i det finansielle system, og det kan igen betyde flere offentlige udgifter og mere uholdbare finanser. Når og hvis det sker, bliver staten tvunget til opstramninger, men på et ubehageligt tidspunkt og en ubehagelig måde, også for økonomien og markederne i resten af verden. Men ind til videre ser det altså ud til at gå.