2024 har været et år med momentum på boligmarkedet med stigende priser og øget handelsaktivitet. Det nye år ser ud til at fortsætte den positive tendens med en forventet stigning i huspriserne på landsplan mellem 4 % til 5 %.
"Væksten på boligmarkedet er ikke kun begrænset til bestemte områder eller boligtyper, men er bredt funderet. Det understøttes af en fortsat høj beskæftigelse og stor fremgang i reallønnen, som sammen med faldende realkreditrenter giver grobund for en positiv udvikling på boligmarkedet," forklarer Christian Hilligsøe Heinig.

Hovedstaden tiltrækker stadig flere
Særligt det københavnske boligmarked bliver ifølge Christian Hilligsøe Heinig spændende at følge i det nye år.
Trods en historisk høj boligbyrde - altså hvad det koster at købe og eje en bolig i forhold til de disponible indkomster - i regionen, er priserne her nemlig blevet ved med at stige.
"Det interessante spørgsmål er, om denne tendens vil fortsætte i 2025, eller om markedet begynder at stabilisere sig," siger cheføkonomen.
Han pointerer, at det begrænsede nybyggeri og den stigende demografiske tiltrækning mod København holder efterspørgslen oppe, hvilket kan føre til fortsatte prisstigninger.
Det kan potentielt genåbne debatten om reguleringer for at dæmpe efterspørgslen og diskussioner om den fortsat svære adgang for førstegangskøbere i hovedstadsområdet.