Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Nordic Outlook: Lavere inflation og skattelettelser kan ændre danskernes forbrug

I de kommende år er der udsigt til højere forbrugsvækst som følge af lavere inflation og betydelige skattelettelser. Derudover har danskerne store opsparinger, som kan sætte endnu mere gang i forbruget. Sådan lyder en af konklusionerne i en ny Nordic Outlook-prognose fra Danske Banks økonomer.


Der har stort set ikke været vækst i privatforbruget i løbet af 2025.

Det er på trods af, at der har været god privatøkonomisk medvind for befolkningen. Lønningerne er steget hurtigere end priserne, arbejdsløsheden er lav og beskæftigelsen stigende.

Trods de gode forudsætninger for højere forbrug udviser danskerne en udpræget tilbageholdenhed.

”Den generelle tilbageholdenhed blandt befolkningen kan forklares af flere faktorer. Usikkerhed i verdensøkonomien og politisk uro påvirker forbrugertilliden. Samtidig er der en markant bekymring over stigende priser, især fordi fødevarepriserne, som er meget synlige, er steget hurtigere end andre varer og tjenester over de seneste år,” forklarer Danske Banks cheføkonom Las Olsen.





Highlights om dansk økonomi fra Nordic Outlook 

Cheføkonom Las Olsen fortæller, hvordan det går med dansk økonomi, og hvad vi forventer af 2026.

Download Nordic Outlook

9e99f589-ba91-4676-86a0-13f643621a93


Fremgang for privatøkonomien i 2026
I 2026 er der udsigt til privatøkonomisk fremgang som følge af blandt andet lavere inflation og betydelige skattelettelser.

Topskatten sættes ned, beskæftigelsesfradraget – navnlig for seniorer – sættes op, og elafgiften afskaffes stort set. Derudover er der udsigt til en betydelig realindkomstfremgang for modtagere af overførselsindkomster. Det giver mere økonomisk manøvrerum for befolkningen bredt set, og det er derfor forventningen i Danske Banks nye prognose, at forbrugsvæksten vil stige.

Samtidig har danskerne opbygget massive opsparinger de seneste år, der udgør et betydeligt potentiale for endnu højere forbrugsvækst, hvis opsparingerne begynder at blive brugt.


Den generelle tilbageholdenhed blandt befolkningen kan forklares af flere faktorer. Usikkerhed i verdensøkonomien og politisk uro påvirker forbrugertilliden.

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



Ro omkring renterne
Ser man på renterne, er forventningen i Danske Banks nye analyse, at Nationalbanken ikke kommer til at ændre sine rentesatser de næste par år.

”Der er risici både opadtil og nedadtil, men det samlede billede i euroområdet taler for uændrede renter der, og sandsynligvis vil Nationalbanken kunne fastholde en dansk centralbankrente, der er 0,4 procentpoint lavere end Den Europæiske Centralbanks,” forklarer Las Olsen.

Eksporten er stadig vækstmotoren
Efter et udfordret første halvår er eksporten tilbage som den helt store vækstmotor i dansk økonomi. En stor del af fremgangen er drevet af aktivitet uden for Danmarks grænser i form af især produktion og salg af medicin men også søtransporten, som er understøttet af en solid vækst i verdenshandlen og dermed efterspørgsel efter containerfragt.

De dele af eksport som bidrager mere til aktivitet i Danmark, begynder også at vise mere lovende takter, især inden for tjenesteydelser som ingeniør- og konsulentbistand, der kan være positivt påvirket af at svensk, men også norsk og tysk økonomi har vist gode tegn på det seneste.

Ser man på danske virksomheders konkurrencekraft i USA, så er den svækket af de 15 procent told på varer fra EU kombineret med en betydelig dollarsvækkelse. Men tilbage står også, at USA’s andre handelspartnere er i samme båd. Nogle virksomheder vil blive presset af de nye betingelser, men en meget stor del af den danske eksport til USA produceres i USA og er derfor ikke umiddelbart berørt.


Information i denne artikel skal ses som udtryk for bankens generelle forventninger til markedet og er ikke et udtryk for rådgivning. Hvis du ønsker rådgivning omkring din virksomheds finansielle muligheder, er du velkommen til at kontakte os.


Brug for strategisk finansiel sparring?

Få del i Danske Banks viden og erfaring – vi står klar med viden, input og analyser, så din virksomhed får et solidt grundlag at træffe beslutninger ud fra.
Få sparring