Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Nordic Outlook: Udsigt til fremgang, men danskernes sortsyn kan begrænse forbrugsvæksten

Stigende realløn og lavere renter ventes at understøtte privatforbruget, men størrelsen af forbrugsvæksten afhænger af, hvordan forbrugerne reagerer på den globale usikkerhed. Det er en af konklusionerne i en ny Nordic Outlook-prognose fra Danske Banks økonomer.




Dansk økonomi har det på mange måder godt. Der er høj vækst, lav arbejdsløshed, stærke offentlige finanser og en stigende købekraft i husholdningerne.

Men der er også en høj grad af usikkerhed som følge af verdenssituationen, der skaber bekymring blandt danske forbrugere. Det afspejles blandt andet i den samlede forbrugertillid, som i øjeblikket ligger på niveauerne fra finanskrisen.

”Forbruget kom stærkt ind i 2025 med fremgang på tværs af både varer og tjenester. Sidenhen er fremgangen stilnet af trods fortsat privatøkonomisk medvind fra både arbejdsmarkedet, boligmarkedet og ikke mindst reallønnen. Det skal ses i lyset af den globale usikkerhed, som vi kan konstatere, er noget, der i høj grad underminerer forbrugertilliden,” forklarer Danske Banks cheføkonom Las Olsen.

I den nye prognose Nordic Outlook forventer Danske Bank derfor også, at danskerne kun i et begrænset omfang omsætter det stigende privatøkonomiske råderum til øget forbrug og i stedet prioriterer at polstre sig bedre i en usikker verden.





Highlights om dansk økonomi fra Nordic Outlook 

Cheføkonom Las Olsen fortæller, hvordan det går med dansk økonomi, og hvad vi forventer i de kommende måneder.  

Hent Nordic Outlook

c0f5bf5b-9ddf-4041-9677-bd2b5086c466


Når det er sagt, er der dog også et væsentligt potentiale for en positiv overraskelse forklarer Las Olsen:

”Danskerne har både sidste år og i år oplevet betydelig privatøkonomisk medvind – medvind, der endnu ikke for alvor er omsat til øget forbrug. Kommer der mere ro omkring udsigterne på den globale scene, og bliver danskerne yderligere betryggede i, at inflationen er kommet ned, og købekraften stiger, vil forbruget også kunne få et mere stabilt løft.”

Eksportvækst får stærkere fundament
Dansk eksport har haft en fornuftig fremgang de seneste år, og selvom fremtidens eksportvækst afhænger meget af Novo Nordisk, ser den lovende ud med udsigterne til en forbedring af Danmarks vigtigste eksportmarkeder, hvor for eksempel tysk industri har haft fremgang i produktionen for første gang i to år.


Vores erfaring med store toldstigninger er næsten 100 år gammel, så vi kan ræsonnere os frem til, hvad den økonomiske effekt vil være, men vi kan ikke vide det. 

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



Den globale usikkerhed og udsigten til mere told og mindre fri handel er dog entydigt dårlige nyheder for en lille åben økonomi som den danske, men på den korte bane er forventningen i Danske Banks nye prognose, at der stadig er basis for vækst i eksporten.

”Virksomheder, der eksporterer til USA, er selvfølgelig dårligere stillet som følge af tolden, men en meget stor del af den danske eksport til USA produceres i USA og er dermed ikke i skudlinjen,” forklarer Las Olsen, som understreger, at der er stor usikkerhed forbundet med den nye prognose, da erfaringerne med store toldstigninger er meget gamle.

”Vores erfaring med store toldstigninger er næsten 100 år gammel, så vi kan ræsonnere os frem til, hvad den økonomiske effekt vil være, men vi kan ikke vide det. Der er mange mulige udfald, og de økonomiske konsekvenser kan derfor også være anderledes end det, vi forventer. Det er derfor nødvendigt at holde nøje øje med, hvordan hele handelskrigen udvikler sig.”

Prognose for BNP i Norden

Land
2024
 2025
2026
Danmark 
3,7% 3,2% (3,9%) 2,5%  (2,9%)
Sverige 
1%  1,6% (2,0%) 2,5%  (2,5%)
Norge 
0,6%  1,7% (1,8%) 1,6%  (1,7%)
Finland
-0,1% 0,9% (1,1%) 1,7%  (1,8%)

Tal i parentes er fra marts 2025



Brug for strategisk finansiel sparring?

Få del i Danske Banks viden og erfaring – vi står klar med viden, input og analyser, så din virksomhed får et solidt grundlag at træffe beslutninger ud fra.
Få sparring