Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Trump sender forbrugertilliden i dørken



Louise Aggerstrøm Hansen

Chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank


Vores økonomer og analytikere deler løbende deres viden med danskerne i medierne, på vores hjemmesider og sociale platforme. I kommentarerne her får du deres indledende reaktioner på og førstehåndsanalyse af de seneste økonomiske nøgletal.   



Danmarks Statistik har netop udsendt tal for forbrugertilliden i februar, og det er dyster læsning, med et fald fra -11,7 i januar til -14,5 i februar. Dermed dykkede forbrugertilliden til det laveste niveau siden foråret 2023, hvor danskernes privatøkonomi stadig var voldsomt ramt af den høje inflation.

Det er især en mærkbar forværring i synet på dansk økonomi, der trækker ned. Danskerne er blevet ekstremt meget mere negative på udsigterne for dansk økonomi, der i februar ramte det laveste niveau siden december 1988.

Der er ingen vej udenom, at den usikkerhed, vi ser om Trump, og hvad det kan komme til at betyde herhjemme, virkelig er noget, der bekymrer danskerne. Det er meget voldsomme tal, og selvom vi langt fra er lige så bekymrede som danskerne, så kan vi sagtens genkende billedet af, at det er usikre tider vi befinder os i – ikke mindst når vi kigger ud over Danmarks grænser.   


Der er ingen vej udenom, at den usikkerhed, vi ser om Trump, og hvad det kan komme til at betyde herhjemme, virkelig er noget, der bekymrer danskerne. 

Louise Aggerstrøm Hansen

Chefanalytiker og privatøkonom, Danske Bank



Kigger vi tættere på, så er billedet langt fra lige så negativt, og danskerne så endda en smule mere positivt på, hvordan deres egen økonomi har udviklet sig det forgangne år. Det siger noget om, at den fremgang vi har haft i reallønnen, det fortsat stærke arbejdsmarked og et boligmarked i god gænge, altså også er noget, som danskerne oplever. Og mens danskerne også er blevet markant mere bekymrede for deres egen økonomi om et år, så er der nu også udsigt til fremgang for dem.

Købekraften genoprettes for flere og flere, renterne fortsætter efter alt at dømme med at falde, og der er ingen tegn på opblødning af hverken boligmarked eller arbejdsmarked. Blandt andet derfor viste de seneste tal for det faktiske forbrug i januar 2025 også tegn på, at danskerne er blevet mere komfortable med at bruge penge. 

Det står i kontrast til dagens tal, og understreger, at der er langt fra danskernes privatøkonomi til den internationale politiske scene. Men der er ingen tvivl om at den uro vi ser på den globale scene lige nu er voldsomt bekymrende for danskerne, og det er i sidste ende også noget, der kan lægge en dæmper på forbruget herhjemme.

Louise Aggerstrøm Hansen i andre medier

Du kan også følge Louise på X og LinkedIn eller lytte til ugens vigtigste nyheder om økonomi på Markedspladsen.