Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Humøret stiger i virksomhederne, Trump eller ej




Las Olsen

Cheføkonom i Danske Bank


Vores økonomer og analytikere deler løbende deres viden med danskerne i medierne, på vores hjemmesider og sociale platforme. I kommentarerne her får du deres indledende reaktioner på og førstehåndsanalyse af de seneste økonomiske nøgletal.

















Danmarks Statistik har udsendt sit konjunkturbarometer, der måler stemningen blandt virksomhederne. Tallene viser alt i alt, at optimismen er ganske pæn i dansk erhvervsliv efter en stigning i februar, der var bredt fordelt på tværs af brancher, med undtagelse af byggeriet. Der har været meget snak om, at usikkerhed omkring told, verdenshandel, oprustning og global politik kunne dæmpe humøret i virksomhederne og dermed få dem til at holde igen med investeringerne, men samlet set er erhvervstilliden altså højere nu end før Trump blev valgt.

Las Olsen i andre medier

Du kan også følge Las Olsen på X, på LinkedIn eller lytte til ugens vigtigste nyheder om økonomi på Markedspladsen 


Det er selvfølgelig ikke fordi, det er ligegyldigt for virksomhederne, om de for eksempel vil blive mødt af høj told i USA, men det viser, at det mere er et langsigtet problem end en krise her og nu. På kort sigt betyder det mere, at renten er på vej ned og forbruget er på vej op.

Især i detailhandlen er der en stor stigning i vurderingen, og det taler for, at faldet i januar var noget helt midlertidigt. Signalet fra de danske butikker er, at forbrugerne over de sidste par måneder har fået lidt mere gang i indkøbene, og det passer godt med tallene for de faktiske handler. Også på den led ser det altså fortsat ud til, at vi er på vej fra en periode med lav vækst til en mere normal situation i store dele af økonomien, blandt andet forbruget.


Det er selvfølgelig ikke fordi, det er ligegyldigt for virksomhederne, om de for eksempel vil blive mødt af høj told i USA, men det viser, at det mere er et langsigtet problem end en krise her og nu.

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



Virksomhederne forventer alt i alt fortsat at ansætte flere over de kommende måneder, og det er normalt en god indikator for, at de faktisk også gør det. Antallet af lønmodtagere steg igen i december med 4.600, og der er dermed kommet 34.400 flere i job i løbet af 2024. Det er en overraskelse for os i betragtning af, at der ikke var så meget vækst i produktionen uden for medicinalindustrien sidste år, og det ser altså ud til, at jobvæksten bliver ved et stykke tid endnu.