Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Optimister stadig i overtal blandt virksomhederne




Las Olsen

Cheføkonom i Danske Bank


Vores økonomer og analytikere deler løbende deres viden med danskerne i medierne, på vores hjemmesider og sociale platforme. I kommentarerne her får du deres indledende reaktioner på og førstehåndsanalyse af de seneste økonomiske nøgletal.





Danmarks Statistik har netop udsendt konjunkturbarometre for august, som måler humøret hos de danske virksomheder.

Indikatoren for den samlede erhvervstillid faldt fra 104,8 til 103,3, hvor 100 er det historiske gennemsnit. Nedgangen skyldes blandt andet, at detailhandlen er blevet en del mere pessimistisk, formentlig under pres fra de store prisstigninger på fødevarer og den meget lave forbrugertillid. Seviceerhverv ser også en nedgang, men det kommer efter en stor stigning i juli. Industrien blev lidt mere optimistisk og er med 99,9 meget tæt på en normal situation.

Alt i alt er stemningen i dansk erhvervsliv altså ganske god og har været det hele sommeren, trods toldforhøjelse og andre ubehageligheder. Det passer med, at vi også stadig ser stigning i beskæftigelsen og tegner et helt andet billede end den meget lave forbrugertillid, statistikkerne også viser. I forhold til den nærmeste fremtid er det nok mere virksomhederne end forbrugerne, der får ret, som vi ser det. Der er udsigt til moderat men dog mærkbar vækst.

Da Donald Trump annoncerede meget store toldforhøjelser tilbage i april, var der mange, der frygtede, at det ville udløse en kraftig opbremsning eller ligefrem recession i verdensøkonomien på grund af al den usikkerhed, det skabte. Det er altså ikke sket, heller ikke når man kigger på tilsvarende tal for andre lande. Toldforhøjelse virker som en skattestigning, der givetvis kommer til at dæmpe forbruget i USA, ind til det bliver modgået at skattelettelser på andre områder, men der er ingen hård opbremsning. Amerikanerne kan ikke bare producere alting selv og skal stadig bruge varer fra andre lande, og så må de betale, hvad det koster. Toldforhøjelserne vil formentlig få en stor negativ betydning for global økonomi på grund af usikkerhed og forvridning, men det kommer hen over årene, ikke fra det ene kvartal til det andet.

Las Olsen i andre medier

Du kan også følge Las Olsen på X, på LinkedIn eller lytte til ugens vigtigste nyheder om økonomi på Markedspladsen