Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Virksomheder stadig optimistiske - fald i industri bliver opvejet af detailhandel




Las Olsen

Cheføkonom i Danske Bank


Vores økonomer og analytikere deler løbende deres viden med danskerne i medierne, på vores hjemmesider og sociale platforme. I kommentarerne her får du deres indledende reaktioner på og førstehåndsanalyse af de seneste økonomiske nøgletal.

549569ce-1d66-40d5-8652-cecc31c638be


Danmarks Statistik har netop udsendt konjunkturbarometre, som måler stemningen i virksomhederne her i september.

Det samlede indeks for erhvervstillid steg marginalt fra 103,3 til 103,5, hvor 100 er det historiske gennemsnit.

Virksomhederne signalerer, at økonomien er nogenlunde normal eller svagt positiv, trods al den uro, der er i verden, og meget i modsætning til befolkningen som helhed, der ser meget negativt på økonomien. Virksomhederne mærker tydeligvis stadig en nogenlunde fornuftig efterspørgsel fra ind- og udland, og det passer også godt med, hvad vi forventer af økonomien.

Når det er sagt, er der i dagens tal et stort fald i indekset for industri, der bliver trukket ned af markant lavere forventninger til beskæftigelsen. Det kan godt have noget at gøre med, at Novo Nordisk, landets suverænt største industrivirksomhed, har meldt ud, at de skal have 5.000 færre ansatte i Danmark.

Virksomhederne mærker tydeligvis stadig en nogenlunde fornuftig efterspørgsel fra ind- og udland, og det passer også godt med, hvad vi forventer af økonomien.

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



Faldet for industrien bliver opvejet af en solid fremgang i detailhandlen, der ellers længe har set temmelig negativt på situationen, men her i september skruede op for forventningerne til omsætningen.

Vi mener også, at der er plads til et betydeligt større privatforbrug, end vi ser lige nu, og måske er der ved at ske noget. Andre tal peger dog ikke den vej. Forbrugertilliden blev endnu lavere i september, og de faktiske salgstal, vi har ind til videre, ser heller ikke rigtig stigende ud.

Når man lægger det hele sammen, så forventer danske virksomheder fortsat at ansætte flere i de kommende måneder, sådan som de har gjort det siden begyndelsen af 2023. Det ser ikke engang ud til, at det kommer til at ske i et lavere tempo, selv om industrien isoleret set nu har forventninger om faldende beskæftigelse. Der er altså lagt op til, at det stille og rolige opsving i dansk økonomi kører videre.

Las Olsen i andre medier

Du kan også følge Las Olsen på X, på LinkedIn eller lytte til ugens vigtigste nyheder om økonomi på Markedspladsen