Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

De fleste forsvarsindkøb går til danske virksomheder, men de største kontrakter går til udlandet

Danmark er i gang med en historisk oprustning af forsvaret. Men hvem får egentlig glæde af de mange milliarder?




En ny analyse fra Danske Bank viser, at danske virksomheder vinder størstedelen af forsvarsindkøbene målt på antal – men at de største kontrakter ofte går til udenlandske virksomheder.  

Danske Bank har gennemgået 394 offentliggjorte forsvarsindkøb fra Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser i perioden fra november 2023 til april 2026. Her gik 58 procent af indkøbene til danske virksomheder. Målt på værdi gik kun 19 procent af de samlede 114 milliarder kroner dog til danske virksomheder.  

“Der er en klar tendens til, at danske virksomheder får mange af de mindre opgaver, mens de store materielindkøb typisk går til udenlandske forsvarskoncerner,” forklarer senioranalytiker Rune Thyge Johansen, som står bag analysen.


Selvom oprustningen på et makroøkonomisk plan ikke rykker det helt store ved dansk økonomi, kan effekten for de enkelte virksomheder, der sælger til Forsvaret, omvendt være meget stor.

Rune Thyge Johansen

Senioranalytiker, Danske Bank



Store kontrakter går ofte til udlandet
Særligt virksomheder i Sverige og Tyskland fylder blandt de største udenlandske leverandører. Til gengæld viser analysen også, at danske virksomheder fra mange forskellige brancher får del i oprustningen – ikke kun traditionelle forsvarsvirksomheder.  

Selv når store kontrakter går til udenlandske virksomheder, kan en del af værdien dog stadig ende i Danmark gennem såkaldte offset-aftaler eller industrisamarbejder.

Ved forsvarsindkøb over 50 millioner kroner kan udenlandske leverandører nemlig blive pålagt at samarbejde med danske virksomheder gennem direkte indkøb eller fælles udviklingsprojekter. Ifølge Erhvervsstyrelsen er der i øjeblikket udestående forpligtelser for 23 milliarder kroner fra udenlandske leverandører til danske virksomheder.  

“Det betyder, at de økonomiske effekter i Danmark godt kan være større, end de direkte kontrakter umiddelbart viser,” forklarer Rune Thyge Johansen.




Begrænset effekt på dansk økonomi, men høj for enkelte virksomheder
Selvom milliardbeløbene er store, vurderer Danske Bank, at effekten på dansk økonomi samlet set er begrænset. De 22 milliarder kroner, som danske virksomheder har modtaget i perioden, svarer til cirka 0,25 procent af BNP.  

”Selvom oprustningen på et makroøkonomisk plan ikke rykker det helt store ved dansk økonomi, kan effekten for de enkelte virksomheder, der sælger til Forsvaret, omvendt være meget stor,” siger Rune Thyge Johansen, som fortæller, at analysen kan være særlig relevant for virksomheder, der normalt ikke ser sig selv som leverandører til forsvaret.

“Det store antal mindre indkøb viser, at mange forskellige typer virksomheder potentielt kan blive en del af forsyningskæden omkring Forsvaret,” siger han.


Overvejer din virksomhed at blive leverandør til forsvarsindustrien? 

Læs mere om, hvad der kræves for at blive underleverandør til forsvarsindustrien, hvad man skal overveje, inden man kaster sig ud i det.
Se mere

Information i denne artikel skal ses som udtryk for bankens generelle forventninger til markedet og er ikke et udtryk for rådgivning. Hvis du ønsker rådgivning omkring din virksomheds finansielle muligheder, er du velkommen til at kontakte os.