Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Nyskabende Abonnementshjælper lanceret i mobilbanken

Danske Bank lancerer i dag ”Abonnementshjælper” i mobilbanken, der gør det nemt at få overblik over betalingsaftaler og abonnementer. Og med få klik kan man få hjælp til at opsige de aftaler, som man gerne vil ud af, men aldrig har fået gjort noget ved.

Forbrugerne får flere og flere abonnementer og betalingsaftaler. Men udgifterne til alle de små og store abonnementer og aftaler kan hurtigt løbe op, og det kan opleves bøvlet, når vi vil opsige abonnementer eller aftaler, som vi egentlig gerne vil ud af.

Abonnementshjælper vil løbende blive udviklet, så der kommer så mange abonnementer med som muligt. I første omgang er der især fokuseret på at få abonnementer med, som kunderne kan sige op. Desuden kan løsningen i først omgang ikke benyttes på fælleskonti.

Danske Banks Abonnementshjælper skal gøre det nemmere for kunderne at få overblik over deres betalingsaftaler og abonnementer. Men samtidig bliver det nemmere at komme ud af aftaler uden at skulle bøvle med at ringe eller skrive til forskellige virksomheder. Efter få klik i mobilbanken, sørger Abonnementshjælpen for alt det praktiske med at opsige aftalerne. 

Line Munkholm Haukrogh

Chef for Danske Banks digitale kanaler og brugerflader



Udfordring har været rejst af Forbrugerrådet Tænk
Problemstillingen med forbrugere, der oplever, at det kan være svært at komme ud af abonnementer har blandt andet været rejst af Forbrugerrådet Tænk. De oplever et stigende antal sager, hvor forbrugere i nogle tilfælde føler, at de er blevet lokket i en abonnementsfælde.

"Vi forventer, at Abonnementshjælper også vil være en hjælp i nogle af de tilfælde, hvor kunderne føler, at de er blevet lokket i en egentlig fælde. Det kan være situationer, hvor man har sagt ja til noget, der lignede et godt tilbud, men hvor det efterfølgende viser sig, at man bliver opkrævet et abonnement, som kan være meget vanskelig at få opsagt", siger Line Munkholm Haukrogh. 

Løsning udvikles løbende  
På lidt længere sigt vil Abonnentshjælper også kunne benyttes til at indhente tilbud, hvor man kan spare penge. Allerede fra i dag kan man bede Abonnementshjælperen om at få et alternativ tilbud på sit mobilabonnement. Men med tiden er det planen, at der også kan indhentes andre typer aftaler.



Udviklet med Minna Technologies 
Abonnementshjælper er udviklet af Danske Bank i samarbejde med Minna Technologies, der de senere år har haft succes med abonnementsløsningen på det svenske marked.


”Det er vores langsigtede strategi at udvikle nye løsninger gennem partnerskaber i hele Norden. Samarbejdet med Minna Technologies om Abonnementshjælper er et eksempel på Open Banking, og hvordan vi ved hjælp af partnerskaber kan tilbyde nye løsninger til gavn for kunderne", siger Line Munkholm Haukrogh.

Line Munkholm Haukrogh

Chef for Danske Banks digitale kanaler og brugerflader




"Vores mål er at hjælpe europæiske banker med at skabe markante forbedringer af kundeoplevelsen. Vi glæder os til, at præsentere løsningen for danske forbrugere, der er kunder i Danske bank", siger CEO Joakim Sjöblom fra Minna Technologies.

Mere om Minna Technologies

  • Svensk FinTech-virksomhed, der blev etableret i 2015 af de tre grundlæggere: Joakim Sjöblom (CEO), Jonas Karles (COO) og Marcus Lönnberg (CTO). 
  • Specialiseret inden for den stadigt voksende abonnementsøkonomi. 
  • Har vundet flere europæiske Fintech priser.   
  • 52 ansatte. 

Besøg minnatechnologies.com

Fakta: Sådan fungerer det

  • Med Abonnementshjælperen får kunderne et overblik over udvalgte abonnementer efter tilmelding i Danske Banks Mobilbank.
  • Baseret på en analyse af kundens konto- og betalingsoplysninger, finder abonnementshjælperen abonnementer og leverer et overblik direkte i Abonnementshjælperen. Her kan kunden se sine abonnementer – både via kort og via Betalingsservice.
  • Hvis kunden vil opsige et abonnement, er det blot at trykke på en knap, og hvis kunden ønsker det, kan man med abonnementshjælperen også indgå aftale om nye abonnementer.
Tilmeld dig nyhedsbreve fra danskebank.com

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig nu