Det er en anderledes Pengeuge, der skydes i gang mandag den 15. marts. Coronaen sætter en markant stopklods for de mange aktiviteter, der normalt kendetegner Pengeugen, hvor danske børn har fokus på privatøkonomi og finansiel forståelse på skoler over hele landet. Men også her har danskerne omstillet sig, og Pengeugen ruller derfor i år ud i en mere udpræget digital version. For den bagvedliggende dagsorden – at øge børns økonomiske forståelse – er uændret vigtig.
Det er igen blevet bekræftet i en ny rapport udarbejdet for Danske Bank. Rapporten, der bærer navnet 'Gode pengevaner til næste generation', konkluderer blandt andet, at børn med øget økonomisk forståelse med større sandsynlighed vokser op og bliver unge voksne, som
- har større opsparinger
- er mindre tilbøjelige til at låne via f.eks. kassekredit, kreditkort og fra venner/familie
- føler sig mere trygge ved at træffe beslutninger om finansielle produkter og tjenester
- føler sig mindre tynget af regninger.
Det er netop af disse årsager, at Danske Bank har ’Finansiel forståelse’ som et af sine vigtigste fokusområder inden for samfundsansvar og bæredygtighed, fortæller Børne- og ungechef i Danske Bank, Anne Juul Jørgensen:
"Vi ønsker, at børn får de bedste forudsætninger for at få gode pengevaner i voksenlivet. Og vi ved, at pengevaner dannes tidligt i livet, og at dårlige pengevaner kan få livslange konsekvenser. Derfor er Pengeugen vildt vigtig for os".