Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Banks leasingselskab forærer millioner til kunder med grønne ambitioner

Den nye grønne skattereform betyder, at Nordania, Danske Banks leasingselskab, sparer penge. De penge bliver nu givet videre til deres kunder. I første omgang ni millioner kroner, men helt op mod 100 millioner kroner forventes i alt at lande hos kunderne.




Kunder i Nordania, der har leaset udstyr omfattet af den grønne skattereform, kan glæde sig. Reformen betyder nemlig, at Nordania sparer penge – og dem giver de nu løbende videre til kunderne: 

“For os er det sund fornuft at give fordelen videre til de mange virksomheder, som investerer i nye driftsmidler. Det er dem, der går foran i den grønne omstilling, og det vil vi naturligvis gerne som leasingselskab støtte op om,” siger Peter Kragelund, forretningsområdedirektør i Nordania. 

Han uddyber baggrunden for tiltaget: 

“Det kan godt være, vi ejer det leasede udstyr, og det derfor er os, der sparer penge i skat. Men det er kunden, der har foretaget den grønne investering, som udløser skattebesparelsen. Derfor mener vi også, det er kunden, der skal nyde godt af den.”    

For os er det sund fornuft at give fordelen videre til de mange virksomheder, som investerer i nye driftsmidler. Det er dem, der går foran i den grønne omstilling.

Peter Kragelund

Forretningsområdedirektør, Nordania



Peter Kragelund regner med, at Nordania i løbet af de næste år vil sende omkring 100 millioner kroner videre til kunderne – det konkrete beløb kommer an på, hvor meget af det, der bliver leaset, som falder ind under de gunstige skatteregler. I første omgang er det ni millioner for de driftsmidler, der blev leveret i 2021. 


Det er ikke kun i leasingforretningen af Danske Bank, at koncernen i fællesskab med kunderne arbejder for at fremme en bæredygtig udvikling. For eksempel er det netop blevet billigere for privatkunder at energiforbedre deres bolig, Realkredit Danmark tilbyder grønne realkreditlån til ejendomsfinansiering for virksomheder, og der er også en mængde finansierings- og investeringsmuligheder til kunder, som ønsker at bidrage til den grønne omstilling.  

Hvad handler L178 om?

L178/ lov 672/2021, som er en del af den grønne skattereform, betyder blandt andet, at man i en periode har mulighed for at forhøje de skattemæssige afskrivninger på to forskellige slags aktiver, og dermed spare penge i skat: 

  • Driftsmidler, der ikke er drevet af fossile brændstoffer. Det kan for eksempel være en elektrisk gaffeltruck eller en industrimaskine, der bliver drevet af el
  • Nye køretøjer, som vejer over 3.500 kg og er registreret på danske nummerplader - nye køretøjer er generelt mere miljøvenlige end ældre køretøjer (personbiler er ikke omfattet). 

Besøg nordania.dk