Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Den Danske Bank åben syv dage om ugen



Pressemeddelelse
Med Danske Direkt tilbyder Den Danske Bank nu personlig betjening pr. telefon også i weekenden og om aftenen.

Den Danske Banks kunder kan fremover ringe til banken og blive personligt betjent af bankens medarbejdere både om lørdagen og søndagen og langt ud over den normale åbningstid på hverdage. Det vil således være muligt for eksempel at få etableret et lån i weekenden eller om aftenen.

Den nye service kaldes Danske Direkt, og medarbejderne sidder klar ved telefonerne fra på søndag (1/6) kl. 10. Hermed udvides bankens åbningstider, så kunderne kan få personlig betjening pr. telefon mandag til torsdag fra kl. 9 til kl. 22, fredag fra kl. 9 til kl. 17 og lørdag/søndag fra kl. 10 til kl. 16.

"Erfaringer fra blandt andet vort homebanking system viser, at en stor del af vore kunder foretrækker at ordne deres bankforretninger uden for bankens normale åbningstid. Nu vil kunderne gennem Danske Direkt også få mulighed for at komme i telefonisk kontakt med bankens medarbejdere i weekenden eller om aftenen. Danske Direkt er således en udvidelse af bankens personlige service, og kunderne kan fra gang til gang frit vælge, om de ønsker at blive betjent i en af bankens afdelinger eller i Danske Direkt", fortæller bankdirektør Søren Møller Nielsen.

Søren Møller Nielsen siger også, at Den Danske Bank vil markedsføre sig som "Danmarks mest åbne bank" fra på søndag. Den ugentlige åbningstid udvides på denne måde fra 35,5 timer til 72 timer.

Medarbejderne i Danske Direkt kan betjene bankens kunder pr. telefon inden for stort set alt vedrørende lån, investeringer, bolig, forsikring, pension og den daglige økonomi. For eksempel kan kunderne ringe til banken lørdag/søndag for at få tilsagn om lån, tegne forsikringer eller få en status på økonomien.

For at benytte den nye service skal kunderne have en Danske Direkt-aftale, der er gratis. Det betyder, at kunderne ikke betaler ekstra for telefonisk betjening uden for den normale åbningstid.

Kunderne kan enten få en aftale ved henvendelse i banken, eller de kan ringe til Danske Direkt på telefon 70-1-2-3-4-5-6.