Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Den Danske Bank åbner Internetside for de unge


Pressemeddelelse
Den Danske Bank åbner i dag (4/8) Site4U, en ny side på Internettet, som især henvender sig til de unge. På Site4U finder de blandt andet gode råd til brug i hverdagens skolearbejde og tips og ideer til de mere usædvanlige situationer, som når de vil skrive en jobansøgning eller skal på en tur til udlandet.

I forvejen udgiver Den Danske Bank hvert år ved skolestart en gratis kalender til sine kunder på 13-17 år, og Site4U kan bruges til at udbygge og opdatere oplysningerne i denne kalender. Internetsiden kan bruges af alle unge, og det er ikke et krav, at man er kunde i banken.

Brugere af Site4U drager nytte af den store viden på det økonomiske område, som Den Danske Bank har. Man får forklaringer på en række økonomiske og finansielle emner som blandt andet vedrører aktier og obligationer. Det er informationer, der kan være nyttige for de unge, når de i skolen arbejder med opgaver inden for disse områder eller deltager i bankens årlige investeringsspil.

Site4U kan besøges på Internetadressen www.site4u.dk