Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank giver nu kunder adgang til investeringer inden for kryptovalutaer

Fremover kan kunder på Danske Banks handelsplatform investere i nøje udvalgte investeringsprodukter, der følger bitcoin og ethereum. Den nye mulighed imødekommer en stigende efterspørgsel fra kunder, og de udvalgte investeringsprodukter er fra anerkendte udbydere og er omfattet af MiFID II-regulering, der sikrer bedre investorbeskyttelse og gennemsigtighed. Danske Bank understreger dog, at det er en yderst risikofyldt aktivklasse, der kan give store tab.

Bitcoin

Som noget nyt kan Danske Bank-kunder nu få eksponering mod de to mest udbredte kryptovalutaer, bitcoin og ethereum, i netbanken og mobilbanken. Konkret sker det via såkaldte ETP’er (Exchange Traded Products), som er børsnoterede investeringsprodukter, der investerer i de pågældende kryptovalutaer.

Den nye investeringsmulighed er for kunder, der selv foretager investeringen i vores handelsplatform uden rådgivning. Her giver ETP’erne mulighed for at få eksponering mod bitcoin eller ethereum på en let og enkel måde uden selv at skulle have en digital wallet til opbevaring af kryptovalutaerne med det besvær og de risici, som det kan medføre.

Med de nye investeringsmuligheder styrker Danske Bank yderligere sin position som en bank med en førende handelsplatform, der giver kunder adgang til at investere i over 15.000 forskellige værdipapirer.

Stigende efterspørgsel og bedre regulering
Den nye mulighed imødekommer en stigende efterspørgsel fra kunder og går hånd i hånd med bedre regulering på området:

I takt med at kryptovalutaer er blevet en mere udbredt aktivklasse, får vi stadig flere henvendelser fra kunder, der ønsker muligheden for at investere i kryptovalutaer som en del af deres portefølje af investeringer. Derudover er det et område, som de senere år er blevet bedre reguleret med blandt andet MiCA-reguleringen (Markets in Crypto-Assets Regulation) i EU, hvilket generelt har øget tilliden til kryptovalutaer. Derfor har vi alt i alt vurderet, at tiden er moden til at stille investeringsprodukter inden for kryptovalutaer til rådighed for de kunder, der ønsker at investere i aktivklassen og er indforståede med de meget store risici ved investeringer inden for kryptovalutaer,” siger Kerstin Lysholm, der er chef for Investment Products and Offering i Danske Bank.

Indtil videre tilbyder Danske Bank ikke rådgivning om investeringsprodukter i kryptovalutaer, da vi på nuværende tidspunkt betragter dem som opportunistiske investeringer fremfor en del af en langsigtet porteføljestrategi. Kerstin Lysholm understreger derfor også, at adgangen til udvalgte ETP’er inden for kryptovalutaer i Danske Banks handelsplatform ikke skal opfattes som en anbefaling af aktivklassen fra Danske Banks side.


Kerstin Lysholm

Det er altid vigtigt for os, at vores kunder kan investere på en god og ordentlig måde. For de kunder, der ønsker at investere i kryptovalutaer, ser vi ETP’er som en velegnet løsning, der tilbyder klare fordele sammenlignet med direkte investeringer i kryptovaluta.

Kerstin Lysholm

Chef for Investment Products and Offering i Danske Bank.



Nøje udvalgte investeringsprodukter
I første omgang får Danske Bank-kunder adgang til at investere i tre nøje udvalgte ETP’er, hvoraf to af dem følger udviklingen i bitcoin og den tredje ethereum.

Det er altid vigtigt for os, at vores kunder kan investere på en god og ordentlig måde. For de kunder, der ønsker at investere i kryptovalutaer, ser vi ETP’er som en velegnet løsning, der tilbyder klare fordele sammenlignet med direkte investeringer i kryptovaluta – fx i forhold til hvor let og hurtigt man kan handle aktiverne, og hvor sikkert de opbevares. Derudover er de udvalgte ETP’er fra de anerkendte internationale kapitalforvaltere BlackRock og Wisdomtree, som vi har stor tillid til, og investeringsprodukterne er omfattet af MiFID II-regulering, der sikrer bedre investorbeskyttelse og gennemsigtighed i forhold til fx de løbende omkostninger for investorerne,” fortæller Kerstin Lysholm.

Som en del af investorbeskyttelsen kan Danske Bank-kunder først investere i ETP’erne i handelsplatformen efter en vurdering af, om produkterne er hensigtsmæssige for dem. Dette indebærer, at kunder forud for en evt. investering skal besvare flere spørgsmål for at sikre, at de har tilstrækkelig erfaring og kendskab til at forstå de risici og karakteristika, der er ved en investering i ETP’er med kryptovalutaer.


Vær opmærksom på den store risiko

Vær opmærksom på, at investeringer i kryptovaluta er forbundet med meget høj risiko. Prisudviklingen på kryptovalutaer er generelt præget af stor volatilitet, og som den senere tids udvikling har vist, kan investeringer inden for kryptovaluta også give store tab.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling.