Danske Bank har i dag gennemført en række ændringer på tværs af organisationen og nedlægger i samme forbindelse i alt 262 stillinger. Hovedparten af stillingsnedlæggelserne sker i Danmark (199), mens de resterende er fordelt på henholdsvis Sverige, Finland, Norge, Litauen, Polen og Storbritannien.
Ændringerne afspejler et vedvarende arbejde med at tilpasse vores organisation til vores strategi og forblive en konkurrencedygtig, kundefokuseret bank i et marked, der ændrer sig hurtigt.
I takt med at vi øger investeringerne i strategiske vækstområder og nye kompetencer, tilpasser vi organisationen andre steder som følge af øget automatisering, effektivisering, forenkling og justerede strategiske prioriteter. Samlet set betyder det, at vi får brug for færre medarbejdere i nogle dele af organisationen.
Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank, udtaler:
”Tilpasningerne er drevet af et højere forandringstempo og ændrede kompetencebehov i banken. I takt med at vores omverden, den finansielle sektor og teknologien fortsætter med at ændre sig, tilpasser vi løbende vores organisation for at sikre, at vi har de rette kompetencer og den nødvendige kapacitet på plads. Og som vi tidligere har sagt, forventer vi, at dette over tid vil føre til en mindre medarbejderstab, efterhånden som roller og behov udvikler sig.”
Han tilføjer:
”Sådanne beslutninger er altid vanskelige, ikke mindst fordi de involverer værdsatte og dygtige kolleger. Selv om vi løbende investerer i uddannelse og opkvalificering af kolleger på mange områder, er det ikke altid muligt fuldt ud at bygge bro mellem eksisterende kompetencer og fremtidige behov.”
Organisationsændringerne og stillingsnedlæggelserne sker på tværs af organisationen, herunder den kundevendte del af privatkundeforretningen i Danmark. Gennem det seneste år har vi opnået betydelige effektiviseringer, hvor øget brug af digitale værktøjer og AI baserede løsninger hjælper med at håndtere enklere opgaver mere effektivt. Samtidig ændrer kundeadfærden sig i stigende grad i retning af digitale løsninger. På den baggrund tilpasser vi vores kapacitet, så den afspejler, hvordan banken drives i dag, og hvordan kunderne anvender os. Kunderne vil fortsat opleve den samme høje kvalitet i service og rådgivning som hidtil, og de effektiviseringer, vi allerede har opnået, giver i stigende grad vores medarbejdere mere tid til at fokusere på de situationer, hvor vi for alvor kan gøre en forskel for kunderne.
De berørte medarbejdere er blevet informeret og bliver tilbudt støtte, herunder jobmatch-muligheder samt adgang til bankens interne jobportal i opsigelsesperioden.
Kontakt
Journalister er velkomne til at kontakte os på vores pressetelefon +45 45 14 14 00.
