Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank tilbyder sin laveste rente på nye bankboliglån til unge boligkøbere. Samtidig sænker Realkredit Danmark prisen på nye fastforrentede realkreditlån

Danske Bank og Realkredit Danmark styrker det samlede tilbud til boligkunder med særligt fokus på førstegangskøbere.

Danske Bank styrker Danske BoligStart-koncept målrettet førstegangskøbere med flere fordele. Fremover tilbydes boligkøbere mellem 18-38 år bankens laveste rente i rentespændet på boliglån, når lånet optages. Renten er variabel og pt. 3,59 procent årligt for boliglån* til efterfinansiering – altså den del af finansieringen, som kommer på toppen af et realkreditlån.

*Saml. udbetalt kreditbeløb: 500.000 kr. Løbetid: 30 år. Variabel nominel rente 3,59 %. Mdl. ydelse: 2.355 kr. Saml. kreditomk. 258.906 kr. Saml. tilbagebetaling: 758.906 kr. ÅOP uden obl. brandforsikring: 3,9 %. Der tages pant i boligen.

Samtidig sænker Danske Banks realkreditinstitut, Realkredit Danmark, bidragssatsen på nye fastforrentede realkreditlån både med og uden afdrag, og uanset låntagers alder. Ved en belåning i boligen på 80 % falder bidragssatsen for eksempel fra 0,68 % til 0,57 % på et lån med fast rente og afdrag. Det giver en årlig besparelse før skat på cirka 2.500 kroner ved finansiering af et gennemsnitligt dansk parcelhus til 2,8 mio. kroner. Besparelsen er større, hvis boligen er dyrere. For en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i København til ca. 5,6 mio. kroner løber besparelsen f.eks. op i godt 4.900 kroner ved 80 % belåning.

Med de nye priser vil Realkredit Danmark være blandt de billigste i markedet på lån med fast rente uden afdrag, uanset belåningen i boligen.

Saml. udbetalt kreditbeløb: 2.000.596 kr. Løbetid: 30 år. Debitorrente 4,06 %. Mdl. ydelse ved bidrag 0,57%: 10.913 kr. Kreditomkost. ved bidrag 0,57%: 1.795.871 kr. Saml. tilbagebetaling før skat ved bidrag 0,57%: 3.796.467 kr. ÅOP (u. obl. brandforsikring) ved bidrag 0,57%: 5,05. Der tages pant i boligen. Beregning pr. den 22. januar 2026

De to initiativer gør det billigere, mere trygt og økonomisk forudsigeligt for førstegangskøbere, når de skal ind på boligmarkedet.

Prisændringerne skal ses i sammenhæng med Danske Banks Forward ’28-strategi, der blandt andet har fokus på at gøre banken endnu mere relevant for de kunder, der skal købe bolig for første gang. Danske Bank har i den forbindelse introduceret boligstartkonceptet; Danske BoligStart, der særligt har fokus på førstegangskøbere og skal give tryghed gennem hele boligkøbsprocessen.

”Unge skal kunne købe bolig med ro i maven, og med vores boligstartskoncept får de adgang til en personlig rådgiver som sparringspartner gennem hele forløbet og særlige fordele som mulighed for et uforpligtende onlinemøde med en køberrådgiver fra mæglerkæden home, som bl.a. giver dig gode råd til at forhandle pris, når du skal købe ejerbolig. Vi bliver nu også endnu skarpere på pris med tilbuddet til kunder mellem 18 til 38 år om laveste rente på bankboliglån i vores rentespænd, når lånet optages samt lavere priser på nye fastforrentede realkreditlån. Det er en reel håndsrækning, der gør vejen ind på markedet billigere og mere forudsigelig,” siger Mark Wraa-Hansen, privatkundechef i Danske Bank Danmark.

Lån med fast rente er relevant for mange førstegangskøbere
For mange førstegangskøbere er boligkøbet en af livets største økonomiske beslutninger – og ofte forbundet med usikkerhed. Prisudvikling, inflation og højere renter har gjort drømmen om egen bolig sværere at realisere for mange unge boligkøbere. Det gælder i særdeleshed omkring København, hvor den såkaldte boligbyrde – altså hvad det koster at købe og eje en bolig i forhold til vores indkomster - er på meget høje niveauer i en historisk kontekst.

”Selvom boligbyrden ikke er steget alle steder, så er det for mange unge, uanset hvor de bor, en økonomisk stor mundfuld og forbundet med usikkerhed, når de første gang skal ind på boligmarkedet. Og prisen på boligfinansiering har naturligvis betydning. Den lavere pris på realkreditlån med fast rente gælder for alle nye lån uanset alder på låntager. Men ikke mindst blandt yngre boligkøbere oplever vi, at netop lån med fast rente giver tryghed og mere ro i maven. siger Kamilla Hammerich Skytte, administrerende direktør i Realkredit Danmark.

Godt 6 ud af 10 udbetalte lån i de seneste par år har været med fast rente for låntagere under 30 år, mens det har været næsten 55 % af låntagerne i alderen fra 30-39 år.

Prisnedsættelserne er endnu et eksempel på, at Danske Bank og Realkredit Danmark ønsker at være endnu mere konkurrencedygtige ved at udnytte styrker og muligheder for at tilbyde rådgivning og lån på tværs af realkredit og bank.

For eksempel har vi fjernet ekstra bidragstillæg på nye afdragsfrie realkreditlån under 60 % belåning, hvilket giver kunderne større fleksibilitet i forhold til opsparing og økonomisk planlægning. I mobilbanken er det nu muligt at følge sit fastforrentede lån og se omlægningspotentialet, ligesom man med få klik kan foretage digitalt profilskifte på sit FlexLån® fra Realkredit Danmark. Vi har desuden introduceret foreløbigt boligkøbsbevis i Boligværktøjet, der gør det nemt for potentielle købere at få et foreløbigt svar på, hvor meget de kan købe bolig for ud fra deres økonomi. Endeligt giver det nye tiltag Hurtigt BoligSvar mulighed for, at både kunder og potentielle kunder efter de har indsendt de nødvendige oplysninger og afholdt møde kan få et hurtigt svar på, om de kan byde på drømmeboligen.

Fakta:
  • Unge boligkøbere mellem 18-38 år kan nu få bankboliglån til den laveste rente i Danske Banks rentespænd for boliglån, når lånet optages.
  • Bidragssatsen på nye realkreditlån med fast rente og afdrag hos Realkredit Danmark sænkes fra 0,68 % til 0,57 % ved en belåning i boligen på 80 %*. Det giver en årlig besparelse før skat på cirka 2.500 kroner ved finansiering af et gennemsnitligt dansk parcelhus. For en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i København løber besparelsen op i godt 4.900 kroner. De nye og lavere priser på fastforrentede realkreditlån gælder alle nye lån – uanset om man er ny kunde eller eksisterende kunde. Eksisterende kunder kan få glæde af de lavere priser via en låneomlægning eller en lavere pris på tillægslån med fast rente.
*Saml. udbetalt kreditbeløb: 2.000.596 kr. Løbetid: 30 år. Debitorrente 4,06 %. Mdl. ydelse ved bidrag 0,57%: 10.913 kr. Kreditomkost. ved bidrag 0,57%: 1.795.871 kr. Saml. tilbagebetaling før skat ved bidrag 0,57%: 3.796.467 kr. ÅOP (u. obl. brandforsikring) ved bidrag 0,57%: 5,05. Der tages pant i boligen. Beregning pr. den 22. januar 2026.

Kontakt

Journalister er velkomne til at kontakte os på vores pressetelefon +45 45 14 14 00.