Danske Bank udvider Direktionen og udnævner nye direktører i Norge og Sverige
Danske Banks bestyrelse har i dag besluttet at udvide Direktionen og udnævne Thomas F. Borgen (45 år) til bankdirektør og nyt medlem af Danske Banks Direktion pr. 1. september 2009.
Thomas F. Borgen har været ansat i Danske Bank siden 1997 og har været administrerende direktør for Fokus Bank, Norge, siden januar 2001. Som nyt direktionsmedlem får han ansvaret for koncernens udenlandske bankaktiviteter og Danske Markets.
"Udnævnelsen af Thomas Borgen er en yderligere styrkelse af bankaktiviteterne og Danske Markets i en tid med betydelige udfordringer. Ved at udvide direktionen får vi i højere grad mulighed for at fokusere på de områder, der skal sikre, at Danske Bank står stærkt på den anden side af krisen," udtaler ordførende direktør Peter Straarup, Danske Bank.
Ny administrerende direktør for Fokus Bank bliver Trond Mellingsæter (43 år), der kommer fra en stilling som chef for Fokus Banks Region Midt-Nord. Trond Mellingsæter indtræder samtidig i Danske Bank koncernens Eksekutivkomité.
Også i Danske Bank i Sverige sker der et chefskifte. Ny chef for koncernens svenske bankaktiviteter bliver direktør Lars Mørch (37 år), der har været ansat i Danske Bank siden 1999 og i dag er chef for Group HR & Communications. Han efterfølger den 1. januar 2010 Leif Norburg, der har ønsket at gå på pension. Der er endnu ikke udnævnt en efterfølger for Lars Mørch som chef for Group HR & Communications.
Direktionen består efter ændringen af følgende medlemmer:
Ordførende direktør Peter Straarup
Bankdirektør Tonny Thierry Andersen (Koncernøkonomi)
Bankdirektør Thomas F. Borgen (Udenlandske bankaktiviteter og Danske Markets)
Bankdirektør Sven Lystbæk (Koncern Service Center)
Bankdirektør Per Skovhus (Koncernkredit)
Eksekutivkomitéen består ud over direktionsmedlemmerne af følgende direktører:
Steen Blaafalk, Danske Markets
Ilkka Hallavo, Sampo Bank, Finland
Andrew Healy, National Irish Bank, Irland
Gerry Mallon, Northern Bank, Nordirland
Trond Mellingsæter, Fokus Bank, Norge
Niels-Ulrik Mousten, Danske Capital
Lars Mørch, Danske Bank, Sverige
Henrik Normann, Danske Bank DK
Georg Schubiger, Group Business Development
Mads Jacobsen, formand for bestyrelserne i de baltiske enheder (associeret medlem af Eksekutivkomitéen)
Kontaktperson:
Ordførende direktør Peter Straarup, telefon 45 14 60 01