- Danske Bank indgår et endeligt koordineret forlig med det amerikanske justitsministerium (DoJ), den amerikanske børsmyndighed (SEC) og den danske National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) som konsekvens af disse myndigheders undersøgelse af fejl og forseelser vedrørende non-resident-porteføljen i bankens tidligere filial i Estland
- Danske Bank accepterer fuldt ud resultatet af undersøgelserne og undskylder uforbeholdent for de uacceptable fejl og forseelser, der er sket tidligere, og som på ingen måde hører hjemme hos Danske Bank i dag
- Danske Bank har samarbejdet med myndighederne om alle undersøgelserne, der samlet har resulteret i et forlig på 15,3 mia. kr. Dette er dækket af hensættelserne foretaget i henholdsvis 3. kvartal 2018 og 3. kvartal 2022
- Banken foretog i forbindelse med regnskabet for 1.-3. kvartal 2022 således en yderligere hensættelse til dækningen af den økonomiske effekt, og med de forlig med myndighederne, der offentliggøres i dag, afsluttes undersøgelserne af Danske Bank hos DoJ, SEC og NSK
- Danske Bank har taget væsentlige tiltag for at afhjælpe disse fejl og forhindre, at noget lignende vil kunne ske igen. Blandt andet har banken fået ny ledelse, og der er foretaget betydelige investeringer i systemer, kontroller og kompetencer for at bekæmpe økonomisk kriminalitet
I forhold til forligene med de amerikanske myndigheder har Danske Bank erklæret sig skyldig i forhold til tiltale rejst af DoJ for svindel over for andre banker, og dette er i dag tiltrådt af en amerikansk distriktsdomstol. Danske Bank har desuden indgået forlig med SEC i en civilretlig sag om værdipapirsvindel.
I forhold til forliget med NSK har Danske Bank indvilliget i at betale en bøde og konfiskation for overtrædelse af hvidvaskloven og lov om finansiel virksomhed.
Den samlede betaling til de amerikanske og danske myndigheder udgør 2,06 mia. dollars (~15,3 mia. kr. – afdækket efter hensættelsen) og udgøres af beslaglæggelse, bøde og konfiskation. Dette er dækket af bankens hensættelser i denne forbindelse ved regnskaberne for 1.-3. kvartal 2022 og 1.-3. kvartal 2018. Som følge af de tre myndigheders indbyrdes aftale om kreditering og valutakonverteringer, er betalingerne til myndighederne fordelt således:
- DoJ: 1.209 mio. dollars
- SEC: 178.6 mio. dollars
- NSK: 4.749 mio. kr.
”Forligene med myndighederne betyder, at de amerikanske og danske myndigheders undersøgelser nu er afsluttet. Vi har samarbejdet med myndighederne, lige siden de henvendte sig, og vi accepterer betingelserne for forligene. Vi vil gerne give vores uforbeholdne undskyldning og tager det fulde ansvar for de uacceptable fejl og forseelser, der er sket tidligere, men som på ingen måde hører hjemme hos Danske Bank i dag. Vi har lært af vores fejl, og vi har taget de skridt, der skal til for at sikre, at banken har et solidt udgangspunkt for at forhindre, at noget lignende kan ske igen,” siger formand for bestyrelsen i Danske Bank Martin Blessing.
Bekæmpelse af økonomisk kriminalitet prioriteres højt
Bekæmpelse af økonomisk kriminalitet er en af de vigtigste prioriteter for Danske Bank. Banken har investeret betydelige ressourcer i at etablere en robust compliance-funktion med tilstrækkelige ressourcer og de rette kompetencer til at bekæmpe økonomisk kriminalitet på tværs af banken. Vores tiltag omfatter:
Nedlukning af alle bankaktiviteter i de baltiske lande i 2019: Danske Bank lukkede i februar 2019 alle sine bankaktiviteter i de baltiske lande og Rusland i februar 2019 for at kunne fokusere på at understøtte kunderne og samfundet på bankens nordiske kernemarkeder.
Opbygningen af en stærk compliance-kultur: Dette omfatter en betydelig styrkelse af den interne uddannelse af medarbejdere i bekæmpelse af hvidvask, opbygning af en kultur med fokus på compliance og obligatorisk undervisning i koncernens whistleblower-ordning samt inddragelse af forhold vedrørende risikostyring og compliance i performance-aftalerne for alle medlemmer af bankens direktion og relevante ledende medarbejdere. Denne ændring i kulturen i banken, som blandt andet understøttes af en klar retning fra den øverste ledelse, har også til formål at fremme en fælles tankegang, som betyder, at medarbejderne altid søger at indgå de rigtige forretninger med de rigtige kunder på den rigtige måde.
Investeringer i medarbejdere og nye IT-systemer: Fra 2018 og frem til udgangen af 2022 har Danske Bank investeret ca. 12 mia. kr. (ca. 1,6 mia. euro) i at opretholde og forbedre den overordnede ramme for risikostyring i forhold til økonomisk kriminalitet, herunder hvidvaskkontroller, og vi vil fortsætte med at foretage investeringer i dette område. Som resultat af vores fokus i disse år på at styrke vores indsats væsentligt har vi allokeret betydelige ressourcer til området, og banken har nu 3.600 fuldtidsansatte, der arbejder med at forebygge økonomisk kriminalitet.
Styrket organisation og opdaterede forretningsgange: Danske Bank har taget en række nye initiativer og indført nye procedurer designet med henblik på at sikre, at tegn på potentielt problematiske forhold undersøges i tilstrækkeligt omfang med henblik på at stræbe efter transparens og fuldstændighed i Danske Banks interaktion med tilsynsmyndighederne samt rettidig og nøjagtig rapportering. Danske Bank har også styrket processen for forberedelse og godkendelse af information til offentliggørelse, hvilket sikrer bedre kontrol og risikostyring. Desuden har vi forbedret vores indsats i forhold til at sikre nøjagtigheden af de erklæringer, vi afgiver til vores korrespondentbanker.
”I Danske Bank har vi taget væsentlig læring med fra de beklagelige fejl, vi har begået tidligere. Vi har fokuseret på systematisk at tage hånd om de grundlæggende årsager, der førte til dette uacceptable svigt af alt, hvad vi ønsker at stå for som bank. Vi har foretaget betydelige investeringer i opbygning af systemer og i en væsentlig styrkelse af vores kompetencer inden for compliance, risikostyring og kontroller, og vi arbejder aktivt med at skabe en kultur, hvor medarbejderne kan tale åbent, hvis de oplever adfærd, der ikke lever op til vores standarder.
Den økonomiske effekt, som vi offentliggjorde i forbindelse med regnskabet for 1.-3. kvartal 2022, har skabt klarhed for bankens medarbejdere, kunder og investorer, og med den afklaring, som vi melder ud i dag, kan vi nu skabe fuld klarhed og få en endelig afslutning på undersøgelserne vedrørende Estlandsagen,” siger administrerende direktør Carsten Egeriis og fortsætter:
”Omstillingen af banken, både operationelt og kulturelt, har gjort, at vi i dag står et meget stærkere sted. Vores fokus er på, at disse dybt beklagelige fejl aldrig kan ske igen og på at opfylde vores langsigtede strategiske ambition om at levere ekspertrådgivning, stærke digitale løsninger og bæredygtig finansiering som kernen af vores forretning.”
Økonomisk effekt og kapitalforhold
Som tidligere meddelt i forbindelse med bankens regnskab for 1.-3. kvartal 2022 har bestyrelsen besluttet at annullere udbetalingen af det resterende udbytte for 2021, ligesom bestyrelsen vil foreslå generalforsamlingen, at der ikke udbetales udbytte for 2022. Danske Bank havde ved udgangen af 3. kvartal 2022 fortsat et solidt kapitalgrundlag, herunder når der tages højde for kommende kapitalkrav, med en egentlig kernekapitalprocent på 16,9 pct.
Vi justerer vores forventninger til årets resultat for 2022. Som følge af effekten af det endelige forligsbeløb forventer vi nu et resultat, der er højere end -5,3 mia. kr.
I forhold til vores finansielle målsætninger for 2023 fastholder vi vores ambition om en egenkapitalforrentning på 8,5-9 pct., og vi forventer nu at nå den øvre ende af spændet.
Forventningerne til den finansielle udvikling i 2023 beskrives i koncernens årsrapport, der offentliggøres den 2. februar 2023.
Den juridiske proces
Danske Banks aftale med DoJ om at erklære sig skyldig er tiltrådt af en amerikansk distriktsdomstol. Strafudmålingen vil ske på et senere tidspunkt.
SEC vil anlægge sag mod Danske Bank ved en amerikansk distriktsdomstol og domstolens afgørelse afventes i overensstemmelse med bankens skriftlige tilsagn herom.
Aftalen med NSK vil danne grundlaget for et retsmøde i Københavns Byret, der vil blive berammet på et senere tidspunkt, hvorpå banken vil erklære sig skyldig i tiltalen og acceptere bøden og konfiskationen.
Som vi tidligere har kommunikeret, er Danske Bank fortsat part i en række civilretlige søgsmål, som ikke er omfattet af de forlig med myndighederne, som vi offentliggør i dag. Danske Bank har fortsat til hensigt at forsvare sig mod de civilretlige krav.
Yderligere oplysninger
Læs det endelige forlig med det amerikanske justitsministerium
Læs det endelige forlig med National enhed for Særlig Kriminalitet
Læs mere om Estlandsagen
Læs mere om Danske Banks indsats for at bekæmpe økonomisk kriminalitet