Hvornår mister IT-aktierne magien?
De amerikanske IT-selskaber har givet det brede aktiemarked baghjul i år – kan det blive ved? Investeringsstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen giver sin vurdering.
De amerikanske IT-selskaber har givet det brede aktiemarked baghjul i år – kan det blive ved? Investeringsstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen giver sin vurdering.
Hvor jeg forud for regnskabssæsonen var mere tøvende, er mit svar nu et mere klart og entydigt ja. Efter de flotte stigninger hidtil i år var vi efterhånden nået til et punkt, hvor aktiekurserne havde behov for nyt brændstof og en bekræftelse af, at udviklingen fortsat bevæger sig i den rigtige retning for IT-sektoren. Her synes jeg, at regnskaberne indtil nu har givet mange af de svar, vi håbede på, selv om der selvfølgelig også har været skuffende regnskaber imellem. Sektoren bliver i høj grad drevet af virksomheders investeringer i ny teknologi, og vi ser blandt andet en høj investeringsaktivitet inden for cloud-løsninger, big data og internetsikkerhed. Her styrker Microsofts regnskabstal og forventninger til fremtiden vores tro på, at IT-selskaberne fortsat vil nyde godt af et fornuftigt investeringsniveau.
Lars Skovgaard AndersenInvesteringsstrateg, Danske Bank
Anbefaler bred, global eksponering
Lars Skovgaard Andersen hæfter sig også ved, at IT-selskaberne generelt har en attraktiv vækst i indtjeningen set i forhold til aktiemarkedet generelt, og at de har solide cash flows og lav gæld, som reducerer sårbarheden over for stigende globale renter.
”Alt i alt kan man sige, at sektorens fundamentaler fortsat er stærke,” siger han. Han forventer derfor også fortsat, at IT-sektoren vil udvikle sig bedre end aktiemarkedet generelt. Som tommelfingerregel anbefaler han investorer en bred, global eksponering mod IT-sektoren, fx via en fond, men han ser også attraktive enkeltselskaber rundt omkring i markedet.
En potentiel trussel mod sektoren er – foruden en nedgang i virksomhedernes investeringsniveau – en styrkelse af den amerikanske dollar. Den store amerikanske IT-sektor har 67 pct. af salget i udlandet, og her kan en styrket dollar svække eksporten. Det kan paradoksalt nok blive scenariet, hvis det går for godt med økonomien, så der igen kommer fokus på renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank.
Her har strategen større forbehold
Lars Skovgaard Andersen er mere forbeholden over for sektoren kommunikationsservice med selskaber som Facebook og Alphabet (Google). Her har Danske Bank aktuelt neutral vægt. Ifølge investeringsstrategen betyder det ikke, at investorer helt skal undgå denne sektor, men at den bør have mindre vægt i porteføljen end IT.
”Fra politisk side er der meget fokus på selskaber som Facebook og Google, der har en stor eksponering mod forbrugere, og hvor selskaberne blandt andet skal forholde sig til problemstillinger som øget regulering og digital skat. Det kan hæmme selskaberne i en rum tid,” siger han.
Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.