Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Sådan rammer britisk drama om brexit

Q&A: Hvad pokker har briterne gang i, og hvad betyder det for investorerne? Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen giver svar efter en højdramatisk uge.

Brexit har givet politikerne i det britiske parlament lange arbejdsdage i denne uge. Tirsdag aften stemte de nej til premierminister Theresa Mays seneste aftale med EU. Det var stadig ikke godt nok. Onsdag aften stemte de så nej til et såkaldt hårdt brexit.

De britiske politikere ønsker trods alt heller ikke at forlade EU uden en overgangsaftale, så briterne efter 29. marts vågner op til hårde grænser og toldmure. Og endeligt stemte de torsdag aften ja til at udskyde brexit – hvis de vel at mærke får lov af EU! Men hvor efterlader det brexit og investorerne? Lars Skovgaard Andersen giver svar. 

Er vi kommet tættere på en afklaring om den engelske skilsmisse fra EU?

Både ja og nej. Vi har fået en afklaring om, at briterne ikke ønsker at forlade EU uden en overgangsaftale. De erkender også, at de ikke kan nå til enighed om en aftale inden 29. marts, som ellers skulle markere starten på en overgangsperiode frem mod det endelige farvel og tak i slutningen af 2020.

Briterne har brug for mere tid til at nå til enighed med EU og – ikke mindst – med sig selv. Så Storbritannien er altså fortsat på vej ud af EU, men det er mere usikkert end nogensinde, hvornår det sker.

Lars Skovgaard Andersen 

Investeringsstrateg, Danske Bank

Hvad skal der ske nu?
På tirsdag skal de britiske politikere endnu engang stemme om det forslag fra Theresa May, som de afviste i denne uge. På den måde forsøger hun at lægge yderligere pres på politikerne for at få sit forslag igennem, nu hvor de har tilkendegivet, at de trods alt ikke ønsker at smække døren hårdt til EU.

Får hun flertal for sit forslag, vil Theresa May anmode EU om en kort forlængelse af tidsfristen for at få de sidste ting på plads, inden overgangsperioden træder i kraft.
Bliver forslaget nedstemt igen, vil hun anmode EU om en længere forlængelse af tidsfristen, og det vil gøre ondt på de britiske brexit-tilhængere. Anmoder Theresa May om en udskydelse på et eller flere år, vil deres skrækscenarie uvilkårligt være, at brexit af den ene eller anden grund ender med aldrig at blive til noget.

Set fra EU’s side er der EU-topmøde onsdag og torsdag i næste uge, og her vil det være naturligt at diskutere, om man ønsker at give Storbritannien en forlængelse af tidsfristen. I parentes bemærket kræver det et ja fra alle de tilbageværende 27 EU-lande, og selv om vi forventer, at briterne ender med at få deres udskydelse, tilføjer det yderligere et element af usikkerhed til hele det her cirkus. 






Hvad betyder usikkerheden om brexit for investorerne? 
Usikkerheden om brexit er en af årsagerne til, at europæiske aktier ikke har været investorernes livret det seneste års tid og derfor er relativt billige i dag. 

Håbet er selvsagt, at der kommer en afklaring på usikkerheden inden for kort tid, men det næstbedste vil være, hvis brexit-problematikken bliver sparket så langt ud i fremtiden, at den politiske støj bliver reduceret på kort sigt. Så kan vi begynde at fokusere på andre ting – som f.eks. at kineserne er i fuld gang med at stimulere deres økonomi, og at det kan have en positiv effekt på europæisk økonomi og erhvervstillid, fordi det kan øge den kinesiske efterspørgsel efter europæiske eksportvarer. Det er også en af årsagerne til, at vi i overblikket overvægter europæiske aktier i vores porteføljer.

Set i et større perspektiv bør usikkerheden om brexit dog ikke betyde det helt store for dine investeringer, så længe du har den rette sammensætning af aktier og obligationer i din portefølje i forhold til din økonomi, risikovillighed og tidshorisont. Så bør du tage udviklingen stille og roligt. 


Det gør vi i Danske Bank, og trods de forskellige aktuelle usikkerhedsfaktorer som brexit og handelskrigen mellem USA og Kina ser vi faktisk et større afkastpotentiale fra aktier end fra obligationer i resten af 2019.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.