Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Selvstændige har højere arbejdsglæde, men alt er ikke rosenrødt

Selvstændige er drevet af fleksibilitet og frihed og har markant højere arbejdsglæde end danskere i øvrigt. Til gengæld frygter knap halvdelen, at deres virksomhed går konkurs, hvis de bliver syge. Det viser en undersøgelse, som Danske Bank har offentliggjort i rapporten Danskernes Økonomiske Tryghed 2019.

At være sin egen chef og arbejde med det, man virkelig brænder for.

Et flertal af danske selvstændige er først og fremmest drevet af et ønske om frihed, selvbestemmelse og fleksibilitet. Og ifølge privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen er det en motivation, der skaber arbejdsglæde. Danske selvstændige er nemlig generelt langt mere tilfredse med deres arbejdsliv end andre danskere, og de er faktisk også mere økonomisk trygge, siger hun. Alligvel drømmer kun fem procent af danskerne om at blive selvstændige. 

Hvorfor har du valgt at starte egen virksomhed? 




Kilde: Danskernes Økonomiske Tryghed 2019. Spørgeskemaundersøgelse blandt 500 danske selvstændige over 18 år. Analysen er gennemført af analyseinstituttet YouGov i marts 2019.

Hele 39 procent af selvstændige drømmer ikke om at ændre deres nuværende arbejdsliv, hvilket ellers blot gælder for 11 procent af danskerne generelt. Og de selvstændige er også generelt økonomisk trygge og ser gennemgående mere lyst på deres egne økonomiske udsigter end danskere i øvrigt.

Louise Aggerstrøm Hansen

Privatøkonom, Danske Bank

Optimistiske omkring deres økonomiske situation
Godt 60 procent af de selvstændige ser optimistisk på deres økonomi, og for selvstændige med en virksomhedsomsætning på mere end en million kroner er tallet 75 procent. Til sammenligning ser omkring 50 procent af danskerne generelt optimistisk på deres økonomiske situation. 

Den generelle arbejdsglæde og økonomiske tryghed blandt selvstændige betyder også, at næsten 70 procent af selvstændige siger, at de ville anbefale andre at blive selvstændige. Blot 10 procent ville ikke anbefale det. 

Mere udsat i forhold til sygdom 
Livet som selvstændig er dog ikke udelukkende en dans på roser. 

Sammenlignet med resten af befolkningen er selvstændige mere bekymrede for gæld og mindre sikre på, om de sparer tilstrækkeligt op til pension. Og så er de langt mere udsatte i forhold til sygdom, fordi mange selvstændige ikke er forsikret mod tab af erhvervsevne og selv vurderer, at de risikerer konkurs i tilfælde af længerevarende sygdom. 

Hvilken konsekvens vil det have, hvis du bliver syg i lang tid? 




Kilde: YouGov for Danske Bank om selvstændige, 2019 på spørgsmålet 'Hvilken konsekvens ville det have for din virksomhed, hvis du blev syg i en længerevarende periode?'