Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Nye restriktioner vil næppe slå dansk økonomi ud af kurs

Delvis nedlukning i 38 danske kommuner vil ramme dansk økonomi mærkbart, men langt fra så hårdt som i foråret, siger cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.

Restriktionerne, som i går, onsdag, trådte i kraft med nedlukning af blandt andet restaurantbesøg, teatre, biografer og sportsaktiviteter i 38 danske kommuner, vil slå dansk økonomi tilbage men ikke tilbage til start. Det vurderer cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen. 


Rundt regnet barberer restriktionerne altså en procent af BNP i den periode, de varer. Det svarer til cirka to milliarder kroner i tabt produktion per måned.

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



”De nye restriktioner kommer til at kunne mærkes på økonomien. Restauranter og branchen teater, musik og kunst står for 1,8 procent af BNP i Danmark, og de 38 kommuner står for knap 60 procent af aktiviteten på området. Rundt regnet barberer restriktionerne altså en procent af BNP i den periode, de varer. Det svarer til cirka to milliarder kroner i tabt produktion per måned, og altså lige i underkanten af det, hvis det som varslet er frem til 3. januar”, siger Las Olsen. 

Det reelle tab vil dog blive mindre end det, påpeger han, fordi de berørte brancher allerede var ramt af krav om tidlig lukning, forsamlingsforbud og aflyste julefrokoster. 



Langt fra den påvirkning af økonomien vi så i foråret

”Vi er stadig langt fra en effekt på økonomien som den, vi så i foråret. Det er kun halvdelen af landet denne gang, og nedlukningen dengang var meget mere omfattende med lukkede storcentre, frisører, tandlæger og børnehaver. Det gør også en stor forskel, at vi denne gang står i et stærkt globalt industriopsving, mens foråret var præget at tilbagegang over hele linjen. Virksomhederne er nu indstillede på, at situationen bliver meget bedre i løbet af 2021, så det nytter ikke at hugge bremsen i”, fortsætter han.

Regningen for statskassen ender dog uanset i milliardklassen, siger Las Olsen, med erstatning for faste omkostninger og lønkompensation til ansatte i de berørte brancher og områder. Men det kommer efter et år, hvor corona-regningen er blevet langt, langt mindre end ventet, siger han. 

”Der er lige nu rigeligt med penge på statens konto til at klare udgifterne, men det er selvfølgelig stadig penge, der så ikke kan bruges på noget andet”.

Opdatering den 11. december 2020
Regeringen har udvidet restriktionerne til yderligere 31 kommuner. Det betyder, at de nu omfatter over 80 procent af aktiviteten i de brancher, artiklen nævner, i stedet for lidt under 60 procent, og det vil yderligere gnave noget af dansk økonomi, så længe nedlukningen varer. Vi er dog stadig langt fra en effekt på økonomien som den, vi så i foråret.  



Flere indsigter fra vores økonomer

Danske Research kigger hver uge ind i danskernes forbrugsmønstre baseret på de seneste tal for MobilePay og kortbetalinger.