Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Boom i boligforbedringer

Ny analyse fra Danske Bank viser, at danskerne langt fra er færdige med at forbedre deres boliger. Feriepenge, håndværkerfradrag og Bygningspulje skubber også på aktiviteten hos byggemarkeder og håndværkere.

De danske hjem får for tiden den helt store makeover. Der er travlt i byggemarkederne, og telefonerne gløder hos håndværkerne, der har kronede dage. For siden coronakrisens start har danskerne for alvor kastet kærligheden på forbedring af boligen, og en ny analyse på baggrund af data fra YouGov viser, at interessen for boligforbedringer fortsat er høj. 

Faktisk overvejer 70 procent af boligejerne at få lavet boligforbedringer, og det er især de mindre renoveringer som male- og havearbejde, der fortsat er populære, men også renovering af køkken og bad samt energiforbedringer står højt på ønskesedlen. 



”Vi spurgte også til boligejernes planer for boligrenoveringer i august. Der svarede 66 procent, at de planlagde at få foretaget boligrenoveringer. Så sammenlignet med for et halvt år siden er interessen ligefrem steget. Til trods for, at vi nu i en længere periode har haft meget højt forbrug af boligrelaterede varer og tjenester, så lader det altså ikke til, at danskernes appetit er mindsket med tiden. Der er altså ikke tegn på, at genåbningen af samfundet for alvor har rykket ved danskernes store appetit på at forbedre deres hjemlige rammer,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Boligforbedringer er klart den type forbrug, der scorer højest, når vi spørger danskerne, hvad de ønsker at bruge deres feriepenge på. Eksempelvis svarer dobbelt så mange, at de ønsker at bruge deres feriepenge på boligforbedringer i forhold til dem, der ønsker at bruge dem på at gå på restaurant.

Louise Aggerstrøm Hansen

Privatøkonom, Danske Bank



Penge til forbedringer
Boligforbedringerne er også hjulpet på vej af, at flere penge har fundet vej til mange danskeres lommer gennem det seneste års tid. Der tyder blandt andet på, at feriepengene i stor stil går til boligen, fortæller Louise Aggerstrøm Hansen.

”Boligforbedringer er klart den type forbrug, der scorer højest, når vi spørger danskerne, hvad de ønsker at bruge deres feriepenge på. Eksempelvis svarer dobbelt så mange, at de ønsker at bruge deres feriepenge på boligforbedringer i forhold til dem, der ønsker at bruge dem på at gå på restaurant. Dertil kommer udvidelsen af Håndværkerfradraget og Bygningspuljen, hvor den første omgang på 275 millioner kroner lukkede efter én dag på grund af meget stor interesse,” siger hun.

Tendensen ses også i de seneste tal for byggebeskæftigelsen for 1. kvartal, som viser, at beskæftigelsen inden for reparation og vedligeholdelse steg med knap 1.800 personer til 63.400 personer sæsonkorrigeret. Ikke siden starten af 2008 – før finanskrisen – har der været så mange ansatte inden for reparation og vedligeholdelse.
 
Også inden for nybyggeriet går det hurtigt, og det er forventningen, at der vil være pres på byggebranchen den kommende tid. Og måske er der stadig plads til endnu flere boligforbedringer. I hvert fald viser analysen fra YouGov også, at 29 procentaf boligejerne overvejer at få foretaget energirenoveringer inden for de næste to år.