Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Strateg forventer comeback for europæiske aktier

Coronavacciner og genåbninger gøder jorden for europæiske aktier, som Danske Bank netop har løftet til overvægt. Mange investorer bør overveje at reducere deres andel af danske aktier i stedet.




Europæiske aktier var de store tabere sidste år. Mens globale aktier i 2020 gav et afkast på 14,8 pct. (opgjort i lokal valuta), inkasserede europæiske aktier et tab på 1,7 pct. Men nu vurderer Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, at et comeback kan være under opsejling:

”Vi har allerede set, hvordan europæiske aktier har gjort det lidt bedre end globale aktier hidtil i år, og vi forventer, at den udvikling kan blive forstærket yderligere i de kommende måneder. Derfor har vi også netop løftet europæiske aktier fra neutral vægt til overvægt i vores rådgivningsporteføljer – dvs. at vi nu anbefaler investorer, at de skal have en højere andel af europæiske aktier i deres portefølje, end de forventer at have på lang sigt,” fortæller han.

Det danske aktiemarked giver ikke den samme eksponering mod et opsving for cykliske aktier, som europæiske aktier gør.

Lars Skovgaard Andersen

Investeringsstrateg i Danske Bank



Derfor blev europæiske aktier hårdt ramt
Sidste år led europæiske aktier blandt andet under, at coronakrisen har ramt europæisk økonomi hårdere end økonomien i f.eks. USA og Kina, og samtidig har det europæiske aktiemarked en høj andel af cykliske aktier, der normalt performer bedst i økonomiske opgangstider og lider mest i nedgangstider. Det er blandt andet selskaber inden for industri, finans og råvarer.

”Med den store økonomiske opbremsning og usikkerhed havde investorer sidste år fokus på aktier, der er mindre sårbare over for økonomisk afmatning – f.eks. mange selskaber inden for teknologi. Men med udrulningen af coronavacciner og gradvis genåbning af samfund forventer vi et stærkt comeback for global økonomi, som kan give de cykliske selskaber medvind. Det er en tendens, vi allerede har set de seneste måneder, hvor de cykliske sektorer er steget på bekostning af blandt andet IT-sektoren, som var en af sidste års store vindere,” siger Lars Skovgaard Andersen.



Stort økonomisk potentiale i Europa

Investeringsstrategen forventer, at europæisk økonomi har meget at vinde ved udrulningen af vacciner, og det kan yderligere understøtte europæiske aktier.

”Den ekstra store opbremsning i Europa som følge af restriktioner og nedlukninger giver et stort potentiale, når økonomien genåbner, og høje bankindskud blandt selskaber tyder på en betydelig ophobet efterspørgsmål i Europa. Da Europa har mange eksporttunge selskaber, får europæiske aktier imidlertid også medvind fra øget vækst i blandt andet USA og Kina,” fortæller Lars Skovgaard Andersen.

Samtidig har handelsaftalen mellem Storbritannien og EU mindsket usikkerheden, som herskede sidste år, ligesom valget af Mario Draghi som ny italiensk premierminister er positivt. Den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank kan være med til at stabilisere den nødlidende italienske økonomi, som har været kilde til usikkerhed i Europa gennem de senere år.

”En fortsat optur for europæiske aktier står og falder dog hovedsageligt med, at udrulningen af vacciner og genåbningen af økonomier i store træk udvikler sig som ventet og booster både europæisk og global økonomi,” understreger Lars Skovgaard Andersen.

Kan reducere andelen af danske aktier
Ifølge Lars Skovgaard Andersen kan mange danske investorer med fordel overveje at reducere andelen af danske aktier i deres porteføljer og bruge midlerne derfra til at øge andelen af europæiske aktier.

”De fleste private investorer har stadig en uforholdsmæssig stor andel af danske aktier i deres porteføljer, og det danske aktiemarked giver ikke den samme eksponering mod et opsving for cykliske aktier, som europæiske aktier gør. Derfor har vi også set, at danske aktier faktisk halter efter globale aktier i år, hvor de sidste år leverede et stort merafkast,” siger han.

Dette indhold er alene udarbejdet til orientering og udgør ikke investeringsrådgivning. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.