Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danskerne vælger oftere afdragsfrihed

Flere og flere boligejere vælger afdragsfrihed. Men ny analyse viser, at der ikke umiddelbart er grund til bekymring, for det er især boligejere med en lav belåning, der gør brug af afdragsfriheden. Samtidig har flere af låntagerne med afdragsfrihed valgt fast rente.

Efter at have været på retræten i årevis er afdragsfrie lån igen begyndt at vinde frem. En ny analyse fra Realkredit Danmark ser nu nærmere på udbredelsen af afdragsfrihed og den eventuelle risiko, og konklusionen er, at danskerne ganske vist er begyndt at vende tilbage til afdragsfrie lån, men det er især boligejere med en stor friværdi, der gør brug af muligheden. 


Ejerboliger finansieret med afdragsfrit lån

2020

43,8 procent

2021

46,4 procent



Ved udgangen af 2021 var 46,4 procent af markedet for ejerboliger således finansieret med et afdragsfrit lån - en ganske markant stigning efter at have nået bunden i 2020 med en andel på 43,8 procent. Ser man på stigningen i kroner og øre er afdragsfriheden gået frem med cirka 64 mia. kroner siden oktober 2020, men i samme periode er fastforrentede afdragsfrie lån vokset med hele 69 mia. kroner. Det betyder dermed også, at afdragsfrie variabelt forrentede lån er gået tilbage med 5 mia. kroner. 

Det er især produkter som FlexLife®, der er med til at sætte skub i den udvikling, forklarer Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark:

”Udbredelsen af FlexLife® og lignende produkter er med til at nedtone risikoen ved den stigende markedsandel for afdragsfrie lån. Det skyldes, at de afdragsfrie lån via FlexLife® kommer med en lav belåningsgrad".

"Endeligt ser vi, at den stigende udbredelse af afdragsfrihed er koblet op på fast rente. Det giver både en likviditetsbeskyttelse ved eventuelt fremtidige rentestigninger samt en god beskyttelse af friværdien i boligen i et sådan scenarie. Renterne er allerede steget en hel del over de seneste måneder og stigende renter er absolut en af de største trusler mod boligmarkedet over de kommende år,” siger Christian Hilligsøe Heinig.


Samlet set viser tallene, at hovedparten af vores kunder med afdragsfrie realkreditlån får betalt banklånet ned, inden afdragsfriheden udløber. Det gør sig aktuelt gældende for næsten 9 ud af 10 kunder.

Christian Hilligsøe Heinig

Cheføkonom, Realkredit Danmark



Fokus på afdragsfrihed og høj gæld
Også for boligejere med en højere belåning er der pt. ikke grund til bekymring. For selv om afdragsfrihed udgør en større risiko med en høj belåning, så viser tal fra Realkredit Danmark, at langt de fleste af disse boligejere bruger de ekstra midler på at afdrage dyrere gæld fremfor at bruge pengene på rejser og rødvin. 

”Samlet set viser tallene, at hovedparten af vores kunder med afdragsfrie realkreditlån får betalt banklånet ned, inden afdragsfriheden udløber. Det gør sig aktuelt gældende for næsten 9 ud af 10 kunder. Det betyder også, at kunderne er mindre sårbare i forbindelse med udløb af afdragsfrihed, da et ydelseshop her i vid udstrækning modsvares af fravær af banklån. Det er formentlig også en af flere vigtige forklaringer på, at udløb af ti års afdragsfrihed har forløbet relativt fredeligt gennem en årrække for boligejerne,” siger Christian Hilligsøe Heinig.



Men selv om afdragsfrihed altså ikke giver anledning til uro, så er der dog visse områder i landet, hvor man skal holde lidt ekstra øje med udviklingen. For i de såkaldte vækstområder anført af København og Aarhus kan kombinationen af en høj belåning og en stigende gældsfaktor (hvor meget man låner i forhold til ens indkomst, red) blive en ubehagelig cocktail, hvis boligejerne i stigende grad kombinerer det med afdragsfrihed.

”Der er ingen tvivl om, at vi fortsat vil have fokus på brugen af afdragsfrihed i vækstområderne i kombination med høj belåningsgrad og høj gældsfaktor. En stigning kan indikere en usund udvikling på boligmarkedet og øget risikoopbygning blandt boligejerne", siger Christian Hilligsøe Heinig og fortsætter:

"I første omgang fremstår udviklingen i dette mål dog knapt så alarmerende. Vi har set en relativ stabil udvikling over det seneste år – og et noget lavere niveau end tilbage i 2017. Ligeledes ender relativt flere af disse boligejere med høj gældsætning med et fastforrentet afdragsfrit lån og ikke med et afdragsfrit variabelt forrentet lån.”