Da jeg var barn, var den danske krone lillebroren, der altid var mindre værd end den svenske og den norske. Det ændrede sig under den store valutakrise i begyndelsen af 1990’erne, hvorefter vi meget groft sagt havde 20 år, hvor en svensk krone lå omkring 80 danske øre og en norsk omkring 90. Men de seneste ti år er det gået i en ret lige linje nedad, så begge de nordlige kroner nu er omring 63 danske øre værd, og dermed tæt på rekordbillige.

Det er jo dejligt for danskere, der tager på indkøbstur i Malmø eller skiferie i Norge, men knap så dejligt for de mange danske virksomheder, der har en stor del af deres salg i Sverige og Norge, og som er oppe mod nordiske konkurrenter. Mange af virksomhederne herhjemme er helt enige med forbrugerne i Sverige og Norge om, at det et nogle svage valutaer, der da snart må rette sig.

Men kurserne er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, som igen er meget knyttet til, hvor folk vil og ikke vil investere deres penge. I den konjunktursituation, vi har i øjeblikket, er det ikke aktierne i de store svenske industriselskaber og ejendomsselskaber, der er de mest populære. Svenskerne selv investerer til gengæld ivrigt i udenlandske aktier for deres pensionspenge, lige som vi danskere i øvrigt også gør.

Den norske krone ville værre meget værd, hvis det ikke var for den fond, hvor størstedelen af landets store olie- og gasindtægter bliver placeret og investeret i udlandet. Det sker netop for at undgå, at man i perioden med store indtægter fra undergrunden får smadret de almindelige virksomheders konkurrenceevne. Men den resterende del af norsk økonomi er, i hvert fald i investorernes øjne, også tæt knyttet til den globale industrikonjunktur, som ikke er så stærk.

Lærebøgernes syn på valutakurser handler ofte om renteforskelle, og det er ikke fordi de norske og svenske renter er specielt lave. Men som Danske Banks chef for valutaanalyse Kristoffer Lomholt har lært mig, så er renteniveauet ofte kun en lille del af, hvad der afgør, hvor pengene flyder hen i virkelighedens verden. Over de sidste par år kan renteændringer i Sverige og Norge selv stort set ikke ses på en graf over de to valutaers kurser. Til gengæld er der en meget tydelig sammenhæng til renteniveauet i USA, fordi det siger noget om det globale investeringsmiljø.

Det kunne jo så betyde, at når det miljø ændrer sig, så vender svenske og norske kroner tilbage til deres tidligere styrke. Men det tror jeg ikke, at man skal regne med. Svækkelsen af de to valutaer afspejler nemlig også fundamentale forhold omkring lønudvikling, produktivitet og bytteforhold – altså prisen på det, man eksporterer i forhold til prisen på det, man importerer. Hvis Sverige og Norge lige som Danmark havde haft en fast valutakurs over for euro, så havde de sandsynligvis havde været nødt til at forbedre deres konkurrenceevne gennem lavere lønstigninger.

I stedet har de altså fået en tilpasning gennem valutakursen, og det er der ikke noget galt i. En stærk valuta er ikke det samme som et stærkt land, selv om det ofte bliver opfattet sådan – kursen bidrog for eksempel nok til den generelle følelse af, at Sverige fungerede bedre end Danmark i 70’erne og 80’erne (tænk Svantes Viser, hvis du er gammel nok til at huske dem). Men set i bakspejlet havde Sverige måske været bedre tjent med mere gradvis svækkelse end den voldsomme valutakrise, landet endte med at få i 1992.

Både Sverige og Norge er faktisk særdeles stærke og velfungerende økonomier i det store billede. Det er også lande med en høj levestandard, selv om det er blevet mindre sjovt at være svensk eller norsk turist i Danmark og resten af Europa. I det store billede kommer den økonomiske styrke fra, hvor velfungerende landene er og ikke fra valutakursen, lidt lige som man ikke får det hverken varmere eller koldere ved at måle temperaturen i fahrenheit i stedet for celsius.

På kort sigt kan valutaudsving dog godt være voldsomme og have alvorlige konsekvenser for især virksomheder, der er pludselig kan stå tilbage med en stor regning eller en for lille indtjening. Det bør man tage højde for i sin planlægning og risikostyring og altså ikke for eksempel gå ud fra, at verden vender tilbage til det, den var.