​
Det har været noget af en tur. På lidt over et år er inflationen – den årlige stigning i prisen på et gennemsnitligt privatforbrug – gået fra 10,1 pct. til 0,6 pct. 

Tallene kan være lidt misvisende, fordi de hele tiden sammenligner priserne i dag med for et år siden, og for et år siden havde vi de ekstremt høje energipriser. Men hvis vi ser på prisændringerne måned til måned hen over efteråret, så peger tallene mod 0,1 til 0,2 pct. om måneden. 

Det svarer ganske godt til 2 pct. om året, som er målsætningen for Den Europæiske Centralbank – og dermed indirekte også for Danmark.

Så problemet er løst, og vi kan bekymre os om noget andet? 

Det er helt klart for tidligt at konkludere. Vi har i tidligere perioder med inflationsproblemer set eksempler på, at man har troet netop det kun for at blive slemt skuffet. Mange prognoser peger mod, at vi i Danmark, og hvert fald i Europa i mere bred forstand, fortsat vil have perioder med inflation klart over de 2 pct.

​

Den konkrete bekymring er, at lønningerne stiger med omkring 5 pct. om året for tiden, og det er der udsigt til, at de vil fortsætte med også ind i 2025. 

En stor del af det, vi som forbrugere betaler for, når vi køber noget, er løn til dem, der sælger varen eller udfører opgaven. Så når lønnen stiger, vil der være virksomheder, der sætter priserne op, hvis de ellers kan komme til det. 

Oven i det kan man lægge bekymringen for, at krisen i Mellemøsten eller andre ting kan udløse en ny omgang store stigninger i råvarepriserne.

Mindre konkret – men nok så væsentligt – må vi også bare sige, at den voldsomme stigning i inflationen sidste år kom som en overraskelse for de fleste økonomer og for de finansielle markeder. Der er ganske tydeligt meget, de økonomiske modeller ikke fanger omkring inflationen, og det gør den jo svær at forudsige.

Som udgangspunkt er vi nu mindre bekymrede.

I vores nye prognose kommer inflationen til at stige over de kommende måneder på grund af lønvæksten og på grund af, at den lige nu bliver trukket kraftigt ned af, at energipriserne er meget lavere end for et år siden. Det er en effekt, der glider ud igen af inflationstallene. Men det er ikke mere, end at vi forventer en inflation for 2024 samlet set på netop 2 pct.

Når vi ikke forventer mere, skyldes det blandt andet, at det for os at se bliver svært for en del virksomheder at sætte priserne op, også selv om deres egne omkostninger stiger, fordi vi er inde i en økonomisk afmatning med halvsvag efterspørgsel. 

Med det meget lave udgangspunkt, vi har for inflationen lige nu, skal der ret meget til for at nå højere op. Det spiller også en stor rolle, at inflationen tilsyneladende ikke har bidt sig fast i form af forventninger om, at den bare vil fortsætte. Den slags forventninger kan hurtigt blive selvopfyldende.

Formålet med de mange renteforhøjelser har netop været at bekæmpe inflationen, og det ser ud til, at det virker. Efterspørgslen efter at låne penge er faldet rundtom i Europa, og det sætter sine spor. Det virker ikke sandsynligt, at man vil begå den fejl for hurtigt at sætte renterne ned igen, oven på det, vi lige har været igennem.

Hvis vi får ret – og det er altså som sagt et stort hvis – kan vi som forbrugere så glæde os over, at priserne stiger langsomt i stedet for hurtigt. Det er jo bare ikke det samme som, at priserne falder og kommer tilbage til de niveauer, de havde i 2021, undtagen måske på nogle enkelte varer. 

I stedet skal vi skridt for skridt genopbygge købekraften, ved at indkomsterne stiger hurtigere end priserne.

En gennemsnitlig lønmodtager kan stadig købe 2-3 pct. mindre for sin løn end i 2021, og det ser endnu værre ud for dem, der er afhængige af en overførselsindkomst. Der er formentlig over et år til, før lønmodtagernes købekraft er helt genoprettet oven på perioden med høj inflation.

Så på den måde skal man altså heller ikke overdrive, hvor god en nyhed det er, at det går bedre med inflationen. Det er et skridt i en helingsproces, som ikke er overstået, og hvor meget stadig kan gå galt. Men så vidt, så godt kan man alligevel godt sige. 

​