Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Inflationen stiger, men mindre end ventet



Louise Aggerstrøm Hansen

Chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank


Vores økonomer og analytikere deler løbende deres viden med danskerne i medierne, på vores hjemmesider og sociale platforme. I kommentarerne her får du deres indledende reaktioner på og førstehåndsanalyse af de seneste økonomiske nøgletal.



Danmarks Statistik har netop offentliggjort forbrugerprisindeks for august, som viser, at inflationen var 1,4 procent i august mod 1,1 procent i juli.

Det var helt forventet, at inflationen ville stige i august efter et betydeligt fald i juli, og faktisk kom dagens tal ud lidt lavere, end vi havde forventet.

Stigningen skyldes i høj grad udviklingen i elektricitet og fødevarepriser for et år siden snarere end et tiltagende prispres nu og her. Ud over fødevare og energi, der trak op, så trak især leje af sommerhuse ned. Sommerhuspriserne har det med at skabe en del usikkerhed om inflationsudviklingen i sommermånederne, da det kan rykke en del. Også beklædning og fodtøj samt benzinpriserne trak ned.


Det var helt forventet, at inflationen ville stige i august efter et betydeligt fald i juli, og faktisk kom dagens tal ud lidt lavere, end vi havde forventet.

Louise Aggerstrøm Hansen

Chefanalytiker og privatøkonom, Danske Bank



Selvom inflationen steg i august, er den stadig noget under lønvæksten - både i det offentlige og det private - og faktisk også lavere end stigningen i overførselsindkomster.

Det betyder, at mange danskere oplever stigende realindkomster for tiden, om end fra vidt forskellige niveauer. Den er kraftigst på det private arbejdsmarked, hvor lønningerne i andet kvartal steg med hele 6,5 procent. Det giver langt flere penge mellem hænderne for flertallet af danskerne, og det forventer vi vil løfte forbruget fremadrettet, efter danskerne har været forholdsvist tilbageholdende med at bruge penge siden inflationen stak af i 2022.


Vi forventer, at inflationen tager til i løbet af efteråret og kommer tilbage over to procent.

Louise Aggerstrøm Hansen

Chefanalytiker og privatøkonom, Danske Bank



Vi forventer, at inflationen tager til i løbet af efteråret og kommer tilbage over to procent.

Det skyldes i høj grad teknik, fordi inflationen måles sammenlignet med det forgangne år, og når vi kommer ind i efteråret, vil faldene i for eksempel fødevarepriser, som vi så sidste efterår, ryge ud af tallene. Dertil kommer der også en lille stigning i det underliggende prispres, i takt med at forbrugernes købekraft stiger, og virksomhederne sender nogle af de tiltagende lønomkostninger videre. Det ser vi som en naturlig følgevirkning af den periode med høj inflation, vi har været igennem, og det giver ikke anledning til nogen bekymring for en løn-pris-spiral.

Der er kommet bedre styr på inflationen herhjemme, og selvom den ikke er kommet helt lige så langt ned i resten af Europa, så er den kommet tilstrækkelig under kontrol, til at den Europæiske Centralbank kan fortsætte med at sætte renten ned. Det forventer vi, de gør igen allerede på torsdag, for så igen at sætte den ned i december og nogle gange til næste år. Meget af det er allerede indlejret i de renter, som danskerne står overfor, men for de boligejere, der har helt kort rentebinding, vil rentenedsættelsen, vi forventer på torsdag, også give noget mere luft i økonomien.

Louise Aggerstrøm Hansen i andre medier

Du kan også følge Louise på X og LinkedIn eller lytte til ugens vigtigste nyheder om økonomi på Markedspladsen.