Den er gal med Europas produktivitet og plads på den globale økonomiske scene. Det er flere og flere enige om, ser det ud til, og det blev understreget med en grundig rapport i sidste uge, udarbejdet af den tidligere europæiske centralbankchef Mario Draghi for Europa-Kommissionen.

Personligt er jeg ikke fan af at male fanden på væggen, og der er stadig meget godt at sige om levestandarden i Europa generelt. Tilbagegangen er mest relativ – altså at vi ikke kan følge med i fremgangen i USA og Kina f.eks., ikke at vi bliver direkte fattigere. Men det står rimelig klart, at vi kunne have det bedre, hvis vi ville, og det står også rimelig klart, at Europas relative betydning i verden er under pres, også økonomisk.

Produktiviteten, altså produktion i forhold til arbejdsindsats, er sakket bagud i forhold til USA de seneste 30 år og er i dag cirka 20 pct. lavere ifølge rapporten. Vi kunne altså have en 20 pct. højere levestandard uden at arbejde mere. Det er så et europæisk ”vi”, for produktiviteten i Danmark har det bedre, alt afhængigt af hvordan man indregner ting som Novo Nordisks produktion i udlandet. I det hele taget er der massive måleproblemer her, men der er næppe nogen tvivl om, at der er noget at komme efter.

Den traditionelle vej til bedre produktivitet er investeringer, og dem er der klart brug for flere af i Europa. Det gælder it, udstyr i virksomhederne, forskning og udvikling, infrastruktur og relevant uddannelse. De private investeringer kunne styrkes, hvis der var et mere velfungerende kapitalmarked i Europa og mere pensionsopsparing også i andre lande end Danmark, Sverige og Holland, der tilsammen står for 62 pct. af den samlede pensionsopsparing i EU i dag.

De offentlige investeringer kunne styrkes, hvis de europæiske lande prioriterede det inden for deres nationale budgetter, eller hvis (som Draghi foreslår som en del af løsningen) EU-landene går sammen om fælles lånoptagelse til formålet.

Det er klart, at alle disse ting også har en bagside. Mere opsparing går ud over forbruget, og et velfungerende kapitalmarked kan spille ind på beskatning, regulering og nationale rettigheder. Fælles EU-gæld er kontroversielt for at sige det mildt, og det kan også diskuteres, om det løser noget i sig selv. Men mere investering kunne have nogle store fordele, ikke mindst på energiområdet.

Europæiske virksomheder (og forbrugere) betaler meget for energi sammenlignet med andre, og en del af løsningen på det går gennem større europæisk energiproduktion. Det kan godt lade sig gøre på en bæredygtig måde, men det kræver investeringer i f.eks. store elforbindelser.

Investeringer i energi og meget andet lider under europæisk bureaukrati, som også betyder højere omkostninger på andre områder. På det seneste har der været en del debat om nye rapporteringskrav til virksomhederne. Det kan selvfølgeligt være helt på sin plads at lave krav, også selvom de har omkostninger, men man får også lidt fornemmelsen af, at omkostningerne ikke altid er talt helt med. Det hører også med til historien, at langtfra alt bureaukrati kommer fra EU-systemet, og som Draghi-rapporten viser, er der store forskelle landene imellem.

Der kan også være noget at hente ved ikke bare at fjerne forhindringer, men måske også direkte hjælpe. Det kan hurtigt blive problematisk, hvis man favoriserer den ene virksomhed eller branche frem for den anden, men der er formentlig muligheder for at skabe bedre vilkår for eksempelvis virksomheder inden for grøn omstilling og samtidig passe på både forbrugernes og skatteydernes penge.

Velstand handler mest om produktivitet, men det spiller selvfølgelig også en rolle, hvor meget man arbejder. Europa står over for en årrække med en kraftigt aftagende befolkning i, hvad der nu anses som den arbejdsdygtige alder. Det bliver svært at komme udenom at se på, om man skal udvide det begreb, som vi har gjort i Danmark, hvis ikke vi skal have et kontinent af stadig flere fattige pensionister. Men hvis nogen skulle være i tvivl, er det bestemt heller ikke nogen nem eller populær beslutning.