At Kinas økonomi er i krise er næppe den store overraskelse.

Det har naturligt nok affødt en debat om, hvorvidt Kina endegyldigt har mødt muren – eller om krisen er midlertidig, og Kinas økonomi vil rejse sig igen på et tidspunkt.

Spørger man den kinesiske venture kapitalist Eric Li, der i mange år har investeret i kinesiske virksomheder, peger han på sidstnævnte scenarie. At Kina står midt i en meget smertefuld omstilling af økonomien, der vil tage tid. Men at Kina kan komme stærkere igen på den anden side.

Et synspunkt, som jeg hælder til at dele.

Privatforbrug ramt
Hvad er det så for en omstilling, man står midt i? Kinas økonomi var i mange år – særligt i 00’erne – Det Vilde Vesten drevet frem af massive infrastrukturinvesteringer, omfattende boligbyggeri, og rekordvækst i eksporten af lavkvalitetsvarer produceret med billig arbejdskraft.

Markedsreformer satte ekstra turbo på væksten, og en åbning af økonomien tiltrak massevis af udenlandske virksomheder. Regulering var der ikke meget af, korruptionen fik frit spil, og miljøhensyn var ikkeeksisterende. Fokus var på vækst for enhver pris for at bringe så mange som muligt ud af fattigdom. Den globale finanskrise i 2008/09 udløste desuden store vækstpakker, der gav en voldsom gældsopbygning.

De sidste godt ti år med Xi Jinping for enden af bordet har den stået på en centralisering af magten, fokus på oprydning af de mange ubalancer, bekæmpelse af korruption og øget regulering for blandt andet at bekæmpe monopoldannelser i tech-sektoren og dæmme op for omfattende forurening. Mantraet er kvalitet i væksten frem for kvantitet.

For tre år siden besluttede man desuden at slå bremserne i over for et boligmarked, der løb løbsk under de første år af coronapandemien og førte til endnu mere spekulation, overinvestering og nye højder for gældscirkusset blandt de store ejendomsudviklere.

Boligkrise har imidlertid spændt ben for en af de motorer, Kina har udset sig til at drive væksten fremover, nemlig privatforbruget

Den motor har været hårdt ramt af pæne fald i kinesernes boligformuer de sidste tre år. Boligkrisen har også skabt kæmpe udfordringer for lokalregeringernes økonomi, fordi de i vidt omfang har hentet indtægter gennem salg af jord til ejendomsudviklere. Den øgede regulering og den svage efterspørgsel har desuden skabt stor usikkerhed i den private sektor og udenlandske virksomheder.

Luft ud boligboblen
På mange måder har kinesiske ledere set krisen som nødvendig for at få ryddet op i ubalancerne – ikke mindst boligboblen. Men omstillingen er blevet mere og mere smertefuld for store dele af det kinesiske samfund, ikke mindst de unge, og meget tyder på, at man er ved at nå smertegrænsen, og at Kinas ledere er ved at sadle om og finder tungere skyts frem for at vende krisen.

Man er på mange parametre ved at være i mål med at tage luften ud af boligboblen, og det giver plads til et kursskifte. Lykkes det at vende boligkrisen, er det formentlig nøglen til at få forbrugerne til at sænke deres ekstraordinært høje opsparingskvote og gøde jorden for højere forbrugsvækst. Reformer har også fået fornyet fokus.

Ved det såkaldte tredje plenum møde i sommer besluttede Kinas ledere, at reformer de næste fem år skal fokusere på at få markederne til at fungere bedre, og at der skal skabes bedre vilkår for iværksættere og private virksomheder. Man vil også understøtte urbaniseringen, hvor der potentielt stadig er 110 mio. husholdninger tilbage, der kan flytte fra land til by over de kommende årtier. Det vil understøtte boligmarkedet.

Kina har også brugt de mange år med “oprydning” til at støtte og investere i teknologi og uddannelse. Det har udmøntet sig i en stigning i Kinas placering på Global Innovation Index, der laves den internationale patentorganisation WIPO, fra nummer 35 til nummer 11 over de sidste ti år. En australsk tænketank har udpeget Kina til nu at være ledende på forskning i 37 ud af 44 teknologier.