Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank først i Norden med løsning, der viser erhvervskonti i andre banker

Erhvervskunder i Danske Bank kan nu nemt se deres konti og betalinger på tværs af banker i ét overblik. Den nye løsning er baseret på Open Banking og er et vigtigt skridt mod øget innovation og transparens for erhvervskunder.

Mange virksomheder benytter sig af mere end en bank, og det kan være både tids- og ressourcekrævende for dem at få overblik over konti og betalinger og finde de nødvendige data. For at gøre det nemmere for virksomhederne at udføre deres daglige arbejde har Danske Bank udviklet ”Konti fra andre banker” – en løsning, der gør virksomhederne i stand til at se konti og betalinger på tværs af banker i ét overblik i District, Danske Banks finansielle platform til erhvervskunder. 


Mere end 100 kunder har allerede testet “Konti fra andre banker”, og deres feedback er positiv: 

”Mange af pilotkunderne fortæller os, at de sparer en masse tid og øger effektiviteten som følge af det overblik, løsningen giver dem. Det er af stor værdi for dem – særligt her under corona, hvor der er behov for hurtige beslutninger og fuldt overblik over likviditeten”, siger Charlotte Schiøttz Hassing fra Corporate Digital Solutions og fortsætter:

”Nogen af pilotkunderne siger faktisk, at de kan spare helt op til 4-5 timer hver uge ved at undgå en masse manuelt arbejde”.

Open Banking bliver en realitet
”Konti fra andre banker” er baseret på Open Banking, som EU-direktivet PSD2 har banet vejen for. Den nye løsning er et vigtigt skridt på vejen mod mere innovation og transparens for erhvervskunderne, hvor formålet med District er at tilbyde kunderne en finansiel platform, som samler deres finansielle data og gør det nemt for dem at få overblik.