Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Lommepenge og opsparinger – få rådgivernes bedste råd om børn og penge

Øvelse gør mester – også når det handler om pengevaner. Og en stor rapport om børn og pengevaner viser, at jo tidligere børn gør sig erfaringer med penge, desto sundere pengevaner får de som voksne. Derfor har vi bedt 4 af vores rådgivere fortælle, hvordan de giver gode pengevaner videre til deres egne børn.

Når børn lærer om penge og gør sig økonomiske erfaringer i en tidlig alder, får de det bedst mulige fundament til at vokse op og leve et økonomisk ansvarligt liv. Det gavner ikke kun dem selv, men også deres familie, deres omgivelser og vores samfund som helhed. Det viser rapporten ’Gode pengevaner til næste generation’.

Vi spurgte derfor 4 af vores rådgivere om, hvordan de selv giver gode pengevaner videre til deres egne børn. Deres gode råd handler om lommepenge, opsparing og medbestemmelse.

f8c3569a-00090258-d60e4cac

 

Lommepenge giver ansvar

Lommepenge er en fantastisk løftestang til at støtte økonomisk ansvarlighed. Undersøgelser viser nemlig, at børn, der får lommepenge, er mere økonomisk ansvarlige end dem, der ikke gør.

Endnu mere interessant er det, at det ikke handler om, hvor mange penge man får i lommepenge – men hvor ofte man får dem. De børn, der får lommepenge regelmæssigt, er således mere økonomisk ansvarlige end dem, der har deres egne penge, men ikke får dem regelmæssigt.


Rådgivernes tips om lommepenge:

  • Tal med barnet om, at når man er en del af en familie, så bidrager man.
  • Giv eksempler på, hvad man kan bidrage med – fx at gå ud med skraldet, dække bord eller vaske op. Men læg vægt på, at det ikke er bestemte opgaver, der udløser lommepenge.
  • Bliv enige om, at ”prisen” for at få lommepenge er at hjælpe til, når man bliver bedt om det.

 

Lær barnet at spare op

78 % af danske børn og unge får penge til fødselsdag, til jul eller ved andre lejligheder. Og det er godt nyt, for pengegaver er gode muligheder for at udvikle sunde pengevaner.

Undersøgelser viser nemlig, at hvis børn lærer at spare op, hver gang de får penge i gave, er det en vigtig faktor i at opbygge økonomisk ansvarlighed, så de som voksne f.eks. er mere trygge ved at træffe beslutninger om finansielle produkter og mindre tilbøjelige til at låne penge.

Rådgivernes tips om opsparinger:

  • Lav en regel om, hvor stor en andel af pengegaverne, der skal gå til en opsparingen.
  • Lad børnene bruge den resterende som de vil. 
  • Indfør samme regel, hvis børnene sælger legetøj, de er vokset fra: Nogle af pengene kan de bruge her og nu, resten ryger ind på kontoen.

 

Medbestemmelse er lærerigt

Forældre bør give deres børn adgang til deres egne penge i en tidlig alder. Faktisk viser rapporten ’Gode pengevaner til den næste generation’, at børn har godt af at blive inddraget i pengesager og få adgang til egne penge, allerede når de er 3-4 år gamle. For jo tidligere de begynder, jo flere muligheder får de for at øve sig. 


Rådgivernes tips om medbestemmelse:

  • Tal med barnet om, hvad de ting, hun ønsker sig, koster. Og kig så på, hvordan I ved fælles hjælp kan skaffe de penge: Hvor mange har barnet allerede sparet op? Er der legetøj, der kan sælges?
  • Beslut sammen, hvordan I bruger pengene. Hvis I eksempelvis har 500 kroner til nyt tøj, må I sammen kigge på, hvad de forskellige muligheder koster, og vurdere, hvad der er vigtigst.

Få flere råd til børns gode pengevaner

Rapporten 'Gode pengevaner til næste generation' er udarbejdet for Danske Bank. Den bygger på den nuværende økonomiske ansvarlighed hos 3.690 børn og unge og deres forældre fra Danmark, Norge, Sverige og Finland. Den er rig på viden om og praktiske strategier for, hvordan man skal arbejde med økonomisk ansvarlighed hos den næste generation af børn og unge.

Hent rapporten herunder, eller besøg vores univers om børn og pengevaner på pengeskyen.dk
Hent rapporten
Tilmeld dig nyhedsbreve fra danskebank.com

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig nu