Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Hjælpsomme danskere i fare for at blive krigssvindlet

Danske Banks enhed, der bekæmper svindel, advarer nu mod it-svindel i kølvandet på krigen i Ukraine. Tjek om indsamlingen er godkendt, lyder et af rådene.




Når katastrofen rammer, ligger nettets svindlere på lur for at udnytte offentlighedens interesse og sympati med ofrene.  

Og krigen i Ukraine ser desværre ikke ud til at blive nogen undtagelse. 

”Senest har vi set, hvordan de kriminelle udnyttede en anden krise, nemlig corona-pandemien, til at forsøge at franarre uskyldige personlige oplysninger og penge, og der er adskillige andre historiske eksempler på, at svindlerne misbruger opmærksomheden omkring jordskælv, terrorangreb og flygtningestrømme rundt omkring i verden”, siger Ketil Clorius, leder af Danske Banks afdeling for svindelbekæmpelse og uddyber:

”Vi har allerede set eksempler på digitale indsamlinger, der påstår at samle ind til Ukraine, men som ser så upålidelige ud, at myndighederne tjekker dem i øjeblikket. Så pas på, når I bliver bedt om at bidrage”. 

Danske Bank opfordrer til, at de hjælpsomme danskere tjekker, om den indsamling, de har i sinde at støtte er godkendt af det såkaldte Indsamlingsnævn under Civilstyrelsen Et andet tip er at sende sit bidrag til en af de store humanitære danske organisationer, vi alle kender. 


Hvis vi har en mistanke om, at en af vores kunder er ved at blive svindlet, så tager vi en snak med kunden.

Ketil Clorius

Chef for Danske Banks svindelbekæmpelsesenhed



Risiko for flere typer svindel 
Danske Banks afdeling for svindelbekæmpelse forventer også, at vi i den kommende tid vil se eksempler på falske opkald til herboende borgere med ukrainsk eller russisk statsborgerskab og på kombinationer af krigs- og kærlighedssvindel. I de såkaldte romance scams indleder de typisk udenlandske kriminelle et virtuelt kærlighedsforhold med deres offer med henblik på at opbygge en tillid, der kan udnyttes til at franarre offeret penge.

Et eksempel på en kombination af kærligheds- og krigssvindel kunne være ukrainske soldater på flugt fra Putins krig, der kontakter enlige danske kvinder for at få økonomisk hjælp til at overleve krigen. Eller omvendt: Ukrainske kvinder på flugt fra krigen, der kontakter danske mænd for at få hjælp til at komme ud af landet.

”Hvis vi har en mistanke om, at en af vores kunder er ved at blive svindlet, så tager vi en snak med kunden. Danskerne kan også selv gøre meget ved at følge vores tips til at undgå svindel”, siger Ketil Clorius.

Tre gode råd til at undgå kærlighedssvindel

  • Tal med venner og familie om dine dating-oplevelser, og fortæl dem, hvor du tager hen, hvis du beslutter at mødes med nogen.
  • Del ikke dine personlige oplysninger eller kompromitterende informationer, der kan anvendes til at afpresse dig, og send aldrig penge, kortoplysninger, kontooplysninger eller kopier af personlige dokumenter.
  •  Undersøg personens billede og profil for at se, om materialet er blevet brugt andetsteds. Vær opmærksom på stave- og grammatikfejl, uoverensstemmelser i deres historier og undskyldninger om, at deres kamera ikke virker.

Se typiske faresignaler

Det gør vi for at beskytte kunderne

Betalingssvindel – såsom investeringssvindel, der ofte er knyttet til kryptovaluta, datingbedrageri og identitetstyveri – kan føre til økonomiske tab for millioner både for privat- og erhvervskunder. Svindlerne udvider og finpudser hele tiden deres metoder, og i 2021 steg antallet af angreb på vores kunder med 18 pct. i forhold til året før.

Oplysning til kunderne om svindlernes teknikker på Keep it safe

Målrettet informationskampagne til 200.000 ældre kunder i 2021

Samarbejde med bl.a. Forbrugerådet for at dele advarsler og forebygge