
Danskernes forbrug og købelyst aftog en smule i maj. Det viser tal for danskernes kortforbrug for omkring 1 million Danske Bank-kunder. For selvom forbruget i maj 2022 var 10 procent højere end i maj 2019, så er forbruget kun knap 3 procent højere end dengang når man tager højde for, at priserne er steget kraftigt siden da. Og når vi sammenligner med april, hvor forbruget var 12,5 % højere end i april 2019, så er væksten aftaget en smule.
Nedgang i dagligvareforbruget
Og hvad fik så danskernes forbrug til at dale? Chefanalytiker Louise Aggerstrøm Hansen har et bud:
”Tilbagegangen skyldes hovedsageligt, at der blev handlet færre dagligvarer i maj end i april relativt til normalen. Hvor forbruget i supermarkederne lå omkring 8 procent over normalen i april var de kun 3,2 procent over normalen fra 2019 i maj. Sammenholdt med den markante stigning i fødevarepriserne peger det på, at danskerne har skåret ned på deres dagligvareforbrug den seneste tid. For eksempel ved at købe ind steder med større fokus på discount eller ved at prioritere at købe billigere eller færre varer,” forklarer hun.
Andre dele af detailhandlen ser ud til at have klaret sig bedre gennem maj. For tøj er forbruget 6,2 procent over normalen i maj og omtrent på linje med forbruget i april. Og salget af sko er ligefrem blevet styrket fra april til maj – en del af det kan skyldes højere priser.