Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank tilknytter Dankortet til Apple Pay

Snart får Danske Banks kunder mulighed for at betale med deres Dankort, når de bruger Apple Pay.




Danske Bank har i dag offentliggjort en aftale med Nets, der giver bankens Dankort-kunder mulighed for at bruge Apple Pay.

Apple Pay er en nem og sikker betalingsform, der betyder øget fleksibilitet for kunderne.

Når implementeringen er på plads, betyder det, at Danske Banks kunder får mulighed for at betale med deres Dankort, når de bruger Apple Pay, mens butikkerne får mulighed for at trække det betalte beløb på Dankort-delen af kundernes Visa/Dankort.


Det vigtigste for os her er, at vores privatkunder kan betale nemt, sikkert og billigt.

Dennis Kristjansen

Head of Everyday Banking Individuals, Danske Bank



”Vi tilbyder allerede, at kunderne kan benytte deres Mastercard og Visa-delen af Visa/Dankortet i Apple Pay, og vi ønsker at give vores kunder så stor fleksibilitet som muligt i deres valg af betalingsmetode. Derfor er det helt naturligt, at vi også gerne vil give vores kunder mulighed for at betale med deres Dankort via Apple Pay. Det vigtigste for os her er, at vores privatkunder kan betale nemt, sikkert og billigt,” siger Dennis Kristjansen, Head of Everyday Banking Individuals i Danske Bank.

Aftalen betyder, at det fremover også bliver muligt at betale med Apple Pay i de butikker, der alene har en indløsningsaftale om at tage imod Dankort-betalinger.

”Vi ser, at kunderne i stigende grad ønsker at benytte sig af mobile betalingsløsninger som Apple Pay, og vi har fokus på at møde vores kunders behov. Med denne aftale sikrer vi, at de butikker, som ikke har en aftale med Visa og Mastercard, også kan tage imod Apple Pay fra Danske Banks mange kunder med Dankort eller Visa/Dankort,” siger Dennis Kristjansen.


Om Apple Pay

  • Det er nemt at få Apple Pay. Kunden skal blot føje sit kredit- eller betalingskort til Wallet-appen på sin iPhone ved trykke på + i appen og følge trinene. Når et kort er tilføjet i enten iPhone, Apple Watch, iPad eller Mac, er Apple Pay klar til brug på enheden.

  • Det er hurtigt og nemt at bruge Apple Pay på en iPhone, iPad eller Mac til køb i apps eller i Safari uden først at skulle oprette en brugerkonto, og brugeren slipper også for at skulle indtaste forsendelses- og faktureringsoplysnin-ger hver gang. 

  • Sikkerhed og fortrolighed er kernen i Apple Pay.

    Når kunden bruger et kredit- eller betalingskort med Apple Pay, lagres kortnummeret aldrig på kundens enhed eller på Apples servere. I stedet tildeles et enhedsspecifikt nummer, som krypteres og lagres sikkert i Secure Element, der er en certificeret chip, som bruges på tværs af branchen til at gemme betalingsoplysninger sikkert på en enhed.

Kontaktperson

Stefan Singh Kailay, pressechef, telefon 45 14 14 00